De unge mødre16. februar 2023

Natascha Linea efter nyhed om graviditet: Beskyldes for at være en dårlig mor

Noget tyder på, at folk på det store internet i den grad har en holdning til “De unge mødre”-stjernens graviditet
Ikke alle er lige begejstrede for Natascha Lineas babynyhed.
Ikke alle er lige begejstrede for Natascha Lineas babynyhed.
 Foto: Thomas Laursen

Trofaste “De unge mødre”-seere kan stensikkert huske Natascha Linea Kaup, der som 17-årig blev en del af det populære realityprogram sammen med nu ekskæresten Bent Flink og parrets fælles datter Lia.

Siden da er to børn mere kommet til – Novah, som hun har med manden Matias, og Miso sammen med "De unge mødre"-kollegaen David.

Og nu er der således to mere på vej.

Det afslørede Natascha Linea for få dage siden, da hun i et opslag på Instagram delte både et foto af sin voksende mave samt et scanningsfoto.

– Jeg er gravid. Vores familie bliver udvidet med en lille dreng og en pige til sommer, lød det tidligere på ugen fra den garvede tv-personlighed i et opslag på Instagram.

Internettet amok

Noget tyder dog på, at Natascha Linea ikke udelukkende har modtaget lykønskninger og andet positivt efter sin ellers lykkelige babynyhed. I hvert fald tyder et nu slettet Instagram-opslag på, at flere er kommet med negative kommentarer om hendes evner som mor.

– Jeg havde godt forventet, at internettet ville eksplodere, når jeg offentliggjorde, at jeg var gravid med tvillinger. Men at I gik så meget amok, havde jeg nok aldrig set komme, lyder begyndelsen af et nu slettet Instagram-opslag fra Natascha Linea.

Den tidligere “De unge mødre”-deltager skriver videre, at hun således har modtaget negative beskeder om sin rolle som mor:

– Jeg synes, det er helt i orden, at nogle mennesker ikke mener, jeg er en god mor for mine børn, og jeg burde stoppe med at få flere børn. Men hvem er det egentlig, der bestemmer, hvad en god mor er? Er det kommunen? Er det Facebook-politiet? Er det pædagogerne? Eller er det en helt fjerede?

Natascha Linea beskriver videre, hvordan hun bliver “provokeret over”, at folk ikke er sikre på, at diverse instanser kan vurdere hendes evner som mor. Og så har hun i den grad et problem med, at nogle tror, hun er på offentlig forsørgelse og således ikke har noget arbejde.

Slutteligt beder hun folk om at stoppe “med at sprede en masse usandheder”. Og så påpeger hun, at hun er ansat som elev på Social og Sundhedshjælperuddannelsen.

Sletter alt – næsten

Efter sit lange skriv på det sociale medie har “De unge mødre”-stjernen dog haft godt gang i slettelakken og valgt at fjerne alle sine opslag – bortset fra et enkelt.

Historien melder dog ikke noget om årsagen bag.

SE og HØR har rakt ud til Natasha Linea, der på nuværende tidspunkt ikke er vendt retur med en kommentar.

Sponsoreret indhold