De unge mødre7. juni 2011

De unge mødre: Tvangsfjernelse og gratis ferier

Nu fortæller reality-deltagerne om de bedste og værste oplevelser i år
https://imgix.seoghoer.dk/media/2109e52249b24706957abe172935d143.jpg
 Foto: All Over

Line Hansen, 21 år:
- Det har været en kæmpe oplevelse at være med i De unge mødre. Det har også været spændende at få taget modelbilleder og være med i opstartsfasen til en musikvideo, fortæller Line fra Grenå. Hendes værste oplevelse var, da hun opdagede, at hun var gravid og var i syv sind, om hun og kæresten Nicki skulle have barnet eller ej.

- Jeg mistede barnet, så jeg var fri for selv at tage stilling til det. Men det var virkelig hårdt bare det at finde ud af, at jeg var gravid, siger hun. Parret har endnu ingen planer for sommeren, men de regner med at tage Lucas på halvandet år med ud i sommerlandet og give ham nogle oplevelser.

Camilla Sophia Nielsen, 19 år:
Camilla var kun var med i De unge mødre siden starten af året. Det har været en stor oplevelse for hende.

- Det er det mest positive, jeg har oplevet. Jeg er blevet kontaktet af mange, der siger: Hold op, hvor er du en god mor, siger hun med smil i stemmen.
Men hun har også været igennem en hård tid.

- Vi er flyttet til Randers fra en gård på Djursland, og jeg er bare ikke nogen bypige. Men det var nødvendigt pga. studiet, fortæller hun. Faktisk var Camilla nødt til at droppe ud af gymnasiet, fordi hun ikke kunne få hverdagen til at hænge sammen.

- Det var hårdt at sige farvel til studiekammeraterne og bare det at droppe ud. Nu går jeg på hf-enkeltfag, siger hun. I sommerferien skal hun en uge til Jesperhus på Mors sammen med en masse andre unge mødre. Ferien bliver betalt af kommunen som en belønning til unge mødre, der tager en uddannelse.

Amanda Sisse Glæsner, 19 år:
Amanda fik sønnen William for blot en måned siden, så hun er ikke et øjeblik i tvivl om, hvad årets største oplevelse har været for hende.

- Det har helt sikkert været at føde min søn. Det har været et skønt år, for jeg har været gravid hele tiden. Der er slet ikke sket noget dårligt. Måske lige bortset fra at jeg skulle føde ved kejsersnit. Det var skræmmende, siger hun. Hun planlægger en rolig sommer med sin søn og den nærmeste familie.

- Vi skal nok på Bakken og bare slappe af og nyde livet, siger den unge mor fra Albertslund.

Hannah Mellisa Ginic, 18 år:
- Min værste oplevelse i år var, at jeg fandt ud af, at kommunen ville tvangsfjerne min datter for anden gang. Min bedste er selvfølgelig, at jeg har fået lov til at beholde hende. Kommunen overvåger mig stadig, men de siger, at det går rigtig godt, så det er dejligt, fortæller den 18-årige mor. I sommerferien planlægger den lille familie at tage til øen Fur i Limfjorden for at besøge Hannahs mor.

Dea Louise Bergstrøm, 21 år:
- Det værste, der er sket for mig, er, at de har taget min datter fra mig, siger hun. Datteren Rosa blev fjernet af myndighederne fire timer efter fødslen, og siden har Dea og kæresten Rasmus, 28, kæmpet for at få Rosa tilbage. Foreløbig uden held. - Det bedste er, at vi får lov til at se hende indimellem. To timer hver anden uge, siger Dea. Hun håber stadig, at lille Rosa snart kommer hjem til Farum igen.

- Vi har ikke planlagt noget i sommerferien, for alt kommer an på, om vi får vores lille pige hjem, siger hun med en næsten opgivende stemme.

Natacha Nikita Skytte, 20 år:
- Det bedste, der er sket for mig i år, er min søn, Remi. Han er otte måneder nu, fortæller hun og husker med gru sin værste oplevelse.

- Jeg var ved at miste ham, siger hun. Mor og barn var indlagt i ti dage, fordi Remi flere gange stoppede med at trække vejret. Hun frygtede, at han havde en hjertefejl.

- Men det går rigtig godt med ham nu, siger hun glad. Hun har ikke planlagt noget i sommerferien, for hun og Remi har lige været i Tyrkiet, hvor hun håbede, at Remi skulle møde sin far for første gang. Desværre gik det, som hun havde ventet.

- Han dukkede ikke op, siger hun.

Sponsoreret indhold