Reality29. august 2022

Daniel "Lone Wolf" om grusom knockout: Kroppen lukkede ned

Det så grimt ud, da Sune Csonka sendte Daniel "Lone Wolf" Rosendal i gulvet med en brutal knockout til Stjerneboksning. Nu fortæller paradisoen, hvordan han oplevede det
Stjerneboksning
Daniel "Lone Wolf" Rosendal var længe om at komme på benene efter den voldsomme knockout.
 Foto: Lars H. Laursen

Tre hooks og så lå han ned. Daniel "Lone Wolf" Rosendal var hovedperson i et af de mest dramatiske øjeblikke til Stjerneboksning.

Et minuts tid inde i kampen mod boksetræneren Sune Csonka, blev den ensomme ulv slået helt ud.

Publikum i salen kunne skræmt se til, mens der gik flere minutter, før Daniel blev hjulpet på benene af stævnelægen og sin træner. Heldigvis har han det godt igen.

- Hovedet har det helt fint. Jeg er lidt øm efter omstændighederne men vi bouncer selvfølgelig endnu stærkere tilbage, siger Daniel til SE og HØR.

Boksning går paradisoen som bekendt ekstremt meget op i, og det var de færreste, som havde regnet med, at han kamp ville ende med en knockout i første runde. Selv om han var oppe imod en hård modstander i Sune, som lever af at træne kvinder i boksning.

- Jeg kender mig selv godt nok til at sige, at hvis jeg blev ramt af et slag, som rystede mig eller i nogen form var “mentalt”, så havde jeg selvfølgelig rejst mig op. Manden ramte mig clean på kæben, som slukkede mit lys. Kroppen gik automatisk ned, og det var jeg ikke selv herre over, forklarer Daniel.

Det er en noget mere ydmyg "Lone Wolf", som reflekterer over kampen, end vi er vant til at se ham. Den boksende paradiso er fuld af respekt over for sin modstander.

- Fuld respekt herfra for hans præsentation og det slag. Det ikke første gang, jeg er nede her i livet, ring eller ej. Det hele handler om mindset, og jeg har stadigvæk massere af kærlighed til sporten. YOLO, udbryder han.

Stjerneboksning
Daniel gik ud som et lys allerede i første omgang.
 Foto: Lars H. Laursen

Men hvad så med fremtiden?

Kommer vi til at se Daniel i Stjerneboksning for tredje gang? Står det til ham selv, så gør vi.

Det er dog op til arrangørerne Geggo og Cengiz at tage den endelige beslutning. Men som altid er Daniel klar, uanset hvem han bliver sat op imod.

- Som Cengiz og Stephanie ved, så er jeg altid klar. Jeg har sagt ja til alle modstandere, de har tilbudt, og det vil jeg stadigvæk gøre. Når det så er sagt, sagde jeg mit job op inden kampen, flytter ud af min lejlighed nu her, og så skal jeg ud og rejse lidt. Se livet igennem øjenene og ikke “kameralinsen", slutter den altid poetiske Daniel af.

Sponsoreret indhold