Daniel Cristino efter bruddet: Taler ud om Fie Laursen
Efter blot tre måneder er Fie Laursen og Daniel Cristino gået fra hinanden. Nu taler den norske fotograf ud over for SE og HØR.
Nordmanden nåede trods den korte tid som kærester at få Fies navn tatoveret på sin ene arm, og generelt blev der ikke sparet på kærlighedserklæringer de to imellem.
Alligevel er de altså gået fra hinanden, men det er dog ikke et klassisk Fie Laursen-brud. Denne gang er hun nemlig stadig på god fod og tæt med sin nu ekskæreste, Daniel.
Og spørger man Daniel, som kommer fra Norge, så er tilfældet det samme. Alligevel vil han gerne uddybe, hvorfor de to er gået fra hinanden.
Artiklen fortsætter under billedet...

Fie og Daniel nåede én optråden på den røde løber sammen. Det var til Reality Awards 2020 i januar (Foto: Søren Lamberth)
- Vi går fra hinanden pga. personlige årsager fra min side, som gjorde, at jeg ønskede at rejse hjem til Norge, fortæller Daniel til SE og HØR.
Efter bruddet er der selvfølgelig mange, som har spekuleret i, om Daniel skal have fjernet den store "Fie"-tatovering, som han har på armen. Til det kommer svaret dog prompte.
- Jeg beholder den! Jeg fortryder ikke tatoveringen, fordi Fie betyder meget for mig, slår Daniel fast.
Artiklen fortsætter under billedet...

Fie og Daniel skilles som gode venner (Foto: Søren Lamberth)
Generelt har Daniel ikke andet end lovprisende gloser til sin nu ekskæreste, som i den grad fik givet ham en masse opmærksomhed. Før Fie havde nordmanden ikke mere end et par tusinde følgere på Instagram - i dag har han mere end 30.000.
- Det har været fantastisk. Jeg har slet ikke tænkt på hendes kendisstatus overhovedet. Det, at hun er kendt, har egentlig bare været positivt for mig, og jeg har prøvet at dele rampelyset med hende. Jeg har ikke haft nogen negative oplevelser med, at Fie er kendt, fortæller Daniel.
Til sidst løfter Daniel også sløret for, hvad han nu skal med sit liv, hvor det ikke skal være i Danmark ved Fies side.
- Jeg skal nok bo i Oslo og fortsætte med at arbejde som fotograf. Jeg skal gøre det, som jeg gjorde, før jeg mødte Fie – bare i Norge i stedet for.