Reality28. august 2025

Chok i "Gift ved første blik": Forlover faldt pludselig om

Sonny overvejer at aflyse brylluppet, da hans forlover falder om dagen før vielsen. Det ville vennen ikke høre tale om
Sonny bliver gift med en fremmed lige efter, at hans forlover på dramatisk vis er dejset om.
Sonny bliver gift med en fremmed lige efter, at hans forlover på dramatisk vis er dejset om.
 Foto: DR

LÆS OGSÅ: Lasse fra "Gift ved første blik" er søn af tidligere minister: Vi er ikke helt enige

Der er blå blink og sirenelyde i baggrunden, da DR på dramatisk vis blænder op for andet afsnit af "Gift ved første blik".

I sengen ligger Sonny. Lige om lidt skal han møde sit match for første gang ved en vielse. Men hans tanker kredser om aftenens begivenheder, hvor han gode ven og forlover, Martin, pludselig faldt om og måtte med ambulancen på hospitalet.

- Der blev jeg fandeme ræd, fortæller gommen til SE og HØR.

Han, Martin og Martins forlovede var på Bakken dagen før vielsen som et bud på en polterabend inden den store dag.

Da han og forloverens forlovede kommer tilbage fra buffeten med hver deres tallerken, ser de, at den er helt gal med Martin.

- Han sidder foroverbøjet på en stol, og jeg kan godt se, det ser mærkeligt ud. Da jeg så er fem-seks meter derfra, kan jeg se, at han begynder at tippe forover.

- Så jeg smider tallerkenen hen over bordet og når lige at gribe ham, inden hans hoved rammer fliserne.

Sonny får Martin vendt om og tilkalder hjælp. En medarbejder fra restauranten skal til at give Martin hjertemassage, da forloveren pludselig åbner øjnene.

Han er helt omtåget. Der bliver ringet 112, og det føles som evigheder, før ambulancen kommer.

Alle tre er på hospitalet, da den tilrettelægger, der følger Sonny i "Gift ved første blik", ringer for at høre, om han er klar til den store dag. Sat ind i situationen kommer hun med mad til dem og spørger så den rystede Sonny, om han vil aflyse brylluppet, der skal finde sted næste dag.

- Det kan jeg slet ikke tage stilling til. Jeg skal lige sove på det.

Der er få vinduer, hvor Martin er nærværende nok til, at Sonny kan tale med ham. Og forloveren er ikke i tvivl.

- Han siger: "Du skal bare fortsætte".

Den nat fik Sonny ikke sovet mere end to-tre timer. Det hele kørte rundt i hovedet på ham.

Men han beslutter at fortsætte eksperimentet og blive gift. For Martin har det bedre.

- Var den mere gal med Martin, så havde jeg nok aflyst. Hvis det var mere alvorligt.

- Jeg blev fandeme også ræd. Det rykker op i minder fra min egen mors død, for det var lidt i samme stil. Det er 25 år siden, men det her rev op i det. Det er ikke særlig fedt at se en kammerat, der ligger der, når man har kendt ham i så mange år. Jeg har ikke planer om, at han skal kradse af der. Så det gjorde ondt - og det tog nogle dage at komme over det chok.

Heldigvis er Sonnys nye kone forstående.

- Jeg syntes, det var vigtigt, at hun fik det at vide, så hun ikke troede, det var hendes skyld, hvis jeg trak mig eller blev stille. Hun tog godt imod det.

- Jeg prøvede at lukke godt af, men selvfølgelig lå det i baghovedet på dagen.

I dag har Martin det godt, men ved ikke, hvorfor han faldt om. Han går fortsat til undersøgelser, siden han faldt om 5. maj.

Sponsoreret indhold