Reality27. februar 2024

Benjamin og Line kendte hinanden før "Kærlighed hvor kragerne vender" – her er historien

Benjamin Lassen spærrede øjnene ekstra op, da Line fra hjembyen pludselig dukkede op i "Kærlighed hvor kragerne vender". Nu forklarer han, hvordan de kender hinanden
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Trailer for sæson fem af "Kærlighed hvor kragerne vender".
 Video: TV 2

LÆS OGSÅ: Friske fynboer i "Kærlighed hvor kragerne vender": De skal date på tv

Har Line mon en fordel fra begyndelsen af den nyeste sæson "Kærlighed hvor kragerne vender"? I hvert fald bliver hun straks genkendt af den nu 32-årige brandmand, Benjamin Lassen, da han sammen med de tre andre sydfynske hovedpersoner byder velkommen til i alt 22 bejlere.

Og hun er da også kommet udelukkende for hans skyld.

– Jeg er kommet for en, og det er Benjamin, siger Line i programmet, og det kom som noget af en overraskelse for faren til to, fortæller han nu til SE og HØR.

– Jeg er meget beæret over, at hun kom for min skyld. Det er jo vildt, at hun er så dedikeret – det viser også, at hun gerne vil mig. Det er kun spændende, og jeg bliver mer nysgerrig af den årsag. Rasmus får jo også en afvisning af hende, og det er jeg meget beæret over.

Benjamin Lassen er en populær herre i femte sæson af "Kærlighed hvor kragerne vender".
Benjamin Lassen er en populær herre i femte sæson af "Kærlighed hvor kragerne vender".
 Foto: Anders Brohus/TV 2

Benjamin Lassen kender nemlig Line fra en helt anden sammenhæng end flirt og dating – men de er altså ikke så bekendt med hinanden, som man måske kan få indtryk af i sæsonpremieren på "Kærlighed hvor kragerne vender".

– De får det til at lyde, som om vi kender hinanden bedre, end vi gør, siger brandmanden og fortællerhistorien om, hvordan de mødtes.

Det skete, fordi han så en artikel i lokalsprøjten om Line, som har købt et hus, hun renoverer for fulde gardiner. Huset er Benjamins barndomshjem, og derfor begyndte han at følge med i Lines opdateringer på Instagram, hvor hun har en hel profil dedikeret til boligen.

– Det er sjovt at følge med og se, hvad hun har lavet med det. Jeg kunne også svare på nogle spørgsmål om husets historie, og i den forbindelse har vi skrevet frem og tilbage om dengang, jeg boede der. Jeg spurgte også, om jeg kunne komme forbi og se det en dag.

– En af mine gamle barndomsvenner har en campingplads ved siden af, og der lå jeg med ungerne en dag, hvor vi så kom forbi og så huset. Vi var der en time eller halvanden. Det er det møde, vi har inden programmet, forklarer han.

Dengang var der hverken flirt i luften eller sommerfugle i maven fra Benjamins side, men han fortæller, at de havde rigtig god kemi og nemt ved at tale sammen og have en god dialog.

– Jeg er nysgerrig på at lære hende at kende på en anden måde. Nu er det en setting, hvor man er tvunget til at give sig fuldt ud til den slags, og jeg er også spændt på at høre, hvad hun har gjort sig af overvejelser.

Du kan se "Kærlighed hvor kragerne vender" hver tirsdag på TV 2 og TV 2 Play.

Sponsoreret indhold