
Bachelor-Nicklas måtte akut køre Silje på hospitalet: "Jeg var pisse nervøs"

LÆS OGSÅ: Er stukket helt af på Instagram: Følgerne vælter ind hos Silje Brøns Petersen efter ”Bachelor”
"Bachelor"-parret Nicklas Flenø Mikaelsen og Silje Brøns Petersen har holdt deres kærlighed hemmelig i flere måneder, efter at de fandt hinanden i TV 2-programmet. Men mens de nød kærlighedsboblen, tog livet pludselig en alvorlig drejning.
28-årige Nicklas og 31-årige Silje var nemlig på hemmelig ferie i Sverige, da det gik galt:
Silje blev akut syg, mens de opholdt sig i hendes søsters bjælkehytte midt ude i ingenting, afslører bacheloren på Instagram.
- En lidt mindre sjov oplevelse, som til gengæld bragte os tættere sammen, var, da jeg måtte køre Silje akut på hospitalet på grund af en nyresten. I det øjeblik var det knap så sjovt, at vi var så langt væk fra alting, fortæller Nicklas i opslaget.
Håndboldspilleren blev ramt af store smerter, og bacheloren måtte køre den lange tur fra den afsides beliggende hytte til hospitalet.
- Silje kunne ikke sige meget på grund af smerterne, og jeg var i bund og grund pisse nervøs, indrømmer Nicklas.
Men trods den skræmmende oplevelse roser han sin kæreste for håndteringen.
- Hun klarede det hele med bravur.
Ellers har parret nydt deres hemmelige tid sammen med sol, badning, fiskeri, svampejagt og kortspil i den svenske idyl.
- Vi kan ikke vente med at skabe mange flere af den slags minder sammen, skriver den forelskede bachelor.
Silje bor til daglig i Tyskland, hvor hun spiller håndbold, mens Nicklas er bosat i Fredericia. Parret har dog planer om at flytte sammen i Danmark.
