“Bachelor”-kavaleren Kasper Skak: Jeg er klar til børn

Han er en af de to mænd, som leder efter den store kærlighed i TV 2 Play’s populære realityserie “Bachelor”.
Og hvis Kasper Skak skal kigge fem år frem, er han ikke i tvivl om, hvor han gerne ser sig selv.
– Der er vi nok på nippet til familieforøgelse med en mulig drømmekvinde, som jeg forhåbentlig også er flyttet sammen med på det tidspunkt. Og har været ude at rejse og oplevet verden sammen med.

Rækkefølgen er måske ikke helt sådan – vi skulle helst gerne have nået at bo sammen, inden vi får børn, lyder det med et smil fra Kasper, da SE og HØR besøger ham i hjemmet på Amager.
Den eftertragtede ungkarl i TV 2-serien lægger ikke skjul på, at det virkelig er en drøm for ham at stifte familie.
– Jeg vil gerne have børn en dag. Jeg kommer fra en søskendeflok på fire, så jeg skal også have nogle børn, siger Kasper, som er nummer tre i flokken.
Familien på Bakken
Alle hans søskende har i dag børn, og familien betyder meget for bacheloren, som 17. juni fyldte 35 år.
Fødselsdagen blev først fejret med vennerne og et par dage senere med familien, som havde taget turen fra Jylland for at fejre fødselaren.

– Hele familien var her (i lejligheden, red.) i et par timer, og så tog vi på Bakken.
Det var både min storebror, der har tre børn, min storesøster, der har tre børn, min lillesøster med et barn og min mor og far, fortæller Kasper.
Det er vigtigt for ham, at hans kommende kæreste er social, som han selv er, og har de samme værdier.
– Jeg har fundet ud af, at det med at have nogle fælles værdier er vigtigt. Sådan noget som familie.
Der er mange, der bliver skilt i dag, og jeg er ikke fra en skilsmissefamilie. Jeg er fra en kernefamilie, og vi har en masse familietraditioner, siger Kasper og fortsætter:
– Sådan nogle værdier er vigtige for mig. Så behøver vi ikke at have fælles interesser, men i hvert fald vise interesse i hinanden og for det, man laver i sin fritid.

Jeg vil ikke sige, at hun skal stå ude på sidelinjen hver weekend, når jeg spiller fodbold, men jeg vil sætte stor pris på, hvis hun spørger ind til, hvordan det er gået.
Glimt i øjet
Om Kasper Skak finder kærligheden i “Bachelor”, ved vi endnu ikke, men inden han kom med i programmet, havde den ombejlede herre været single i ni år.
– Der har været et par stykker, som jeg har datet i en længere periode, men ikke nogen, som jeg ville kalde for en kæreste.
En kæreste i mine øjne er, når jeg godt vil invitere dem med hjem til Hobro og min mor og far, lyder det fra Kasper.

At han var single så længe skyldes ifølge ham formentlig, at han ikke har fokuseret på at finde en kæreste.
– Jeg boede sammen med en af mine rigtig gode kammerater i mange år, så det er ikke, fordi jeg er kommet hjem, og der så har været helt stille.
Jeg har haft rigtig mange bolde i luften. Man skal jo også investere tiden i et forhold, og det har jeg valgt ikke at prioritere, erkender Kasper, som i stedet har prioriteret sit arbejde som accountmanager og tillidsrepræsentant hos Krak samt fodboldinteressen.
– Jeg fyldte egentlig min kalender så meget ud, at jeg ikke følte, at der var tid og plads til at finde kærligheden, fortæller han.
Det føler han til gengæld nu.

Og Kasper sætter også gerne ord på, hvad han falder for hos en kvinde.
– Udseendemæssigt skal hun have en form for krystaller i øjnene, der fanger mit blik, og så skal hun have et sødt smil.
Og så skal hun selvfølgelig være kærlig og omsorgsfuld. Men hun må også godt give mig noget modstand.
Det skal ikke være for nemt det hele, smiler han.