
Amalie Klæstrup i tårer over følelser for Otto Olrik i "Gift ved første blik" - nu løfter han selv sløret

LÆS OGSÅ: Otto Olrik fra "Gift ved første blik": - Jeg er måske lidt for skør
Det skulle jo ske før eller siden. I ugens afsnit af "Gift ved første blik" har det ellers grinende ægtepar Amalie Klæstrup og Otto Olrik deres første konflikt.
For Amalie Klæstrup har besluttet at fortælle Otto Olrik, at hun har fået følelser for ham - men han har haft en hård dag og griber den slet ikke med sit underskud.
Hvad vi ikke får svar på, er dog, om Otto også har fået følelser for Amalie. Og her må DR-gommen desværre skuffe. Det er endnu ikke gengældt fra hans side, fortæller han SE og HØR:
- På det tidspunkt tror jeg ikke, jeg er nået dertil endnu. Men det er helt sikkert under opsejling.
Faktisk er det først på dette tidspunkt i programmet, at tryllekunstneren endelig stopper lidt op for at mærke, hvordan han har det.
- Jeg havde været meget fokuseret på at leve i nuet og tage det en dag ad gangen, selv om det er et kedeligt sportssvar. Men tingene går i sus og dus i det eksperiment, og det gik rigtig godt, så det var begyndt at falde mig ind at tænke og mærke efter.
Selv om parret er gift og har brandvarm kemi, har de altså kun kendt hinanden i 12 dage, og det er ifølge Otto en del af forklaringen på, at han er lidt tilbageholdende med følelserne.
- Jeg har mærket følelser, men jeg har også været i tvivl om, hvor hurtigt jeg skulle give mig hen til dem - også med min erfaring fra andre forhold, hvor jeg har brændt nallerne. Det skal ikke gå for hurtigt med det, selv om tingene går hurtigt i eksperimentet. På det tidspunkt er det meget guld og grønne skove, men jeg er også godt klar over, at der mangler halvdelen af eksperimentet, så jeg holder lidt igen.

- Men jeg kan helt sikkert mærke en svær begejstring for hende, og det går rigtig godt. Jeg har bare fokus på at være i det i stedet for at se fremad, siger Otto, der nu har talt sig varm.
- Jeg vil stadig se det lidt an, men jo, jeg crushede i hvert fald meget på Amalie. Vi kommer også tættere på hinanden efter den her konflikt. Jeg har helt sikkert følelser for hende, men at sige, jeg er forelsket, er for tidligt.
