Alfred Midé Erichsen tog røven på alle med sang: Var ved at fortryde
Han kan lave tv, danse og synge?!
Sidstnævnte kom måske bag en hel del TV 2-seere, da Alfred Midé Erichsen valgte at bryde ud i sang under det helt særlige Knæk Cancer ”Vild med dans”-show.

Efter showet satte Alfred over for SE og HØR ord på tankerne bag at vælge at tage røven på dommere, meddansere og alle seerne.
- Det kom vi lige til at tænke, at det ville være sjovt. Og så har jeg fortrudt det mange gange siden, men vi endte med at gøre det.
Det var da heller ikke fordi, at sangen var med til at dulme fredagsnerverne.
- Det kan man godt mærke er at bygge ekstra ovenpå de eksisterende nerver. Men jeg var stadig noget mere nervøs for dansen end sangen.
Dedikerede dansen til mormor og morfar
Alfred og Camillas dans var dedikeret til Alfreds mormor og morfar.
Sidstnævnte mistede han til kræft, og selvom følelserne sad uden på tøjet, følte Alfred, at de var mere ”heldige” end nogle af de andre pars svære danse.
- I modsætning til nogle af de andre par, har vi været så heldige, at vi kunne lave en hyldest. Min morfar levede et langt og vildt liv, så det er en hyldest til et liv og en kærlighed, mere end det er sorg.
Med i studiet var Alfreds mormor, som kunne se, hvordan barnebarnet hyldede både hende og hendes afdøde mand.
- Det var dejligt (at mormor var med, red). Det var dejligt at kunne få lov til at vise det til hende, siger Alfred, inden Camilla overtager.
- Hun havde glædet sig til at komme ind at se det.

For nu venter en ny træningsuge, hvor Camilla Dalsgaard og Alfred skal finde ud af, hvordan de overgår Alfreds lille sangnummer.