
Afslører det med video: Oliver Erngart skal giftes med Josefina De Fries

LÆS OGSÅ: Oliver Erngart raser over Anna Seneca: Hun delte vores søn på OnlyFans
Oliver Erngart skal giftes.
Den tidligere "Ex on the Beach"-deltager har været på knæ for kæresten Josefina De Fries, der tydeligvis blev både overrasket og meget glad.
Det viser en video, parret har delt på Instagram.
- 529 days of love led to this, lyder det i teksten til videoen.
Her kan man se parret stå og kigge ud på vandet i det, der ligner kolde og blæsende omgivelser, og Josefina De Fries er da også hurtigt klar til at forlade stedet igen.
Men Oliver Erngart har andre planer og går på knæ for kæresten, der begynder at hoppe og danse af glæde, inden hun kaster sig over den tidligere realitydeltager og vælter ham om kuld med et kram.
Det er ikke muligt at høre, hvad hverken Oliver Erngart eller Josefina De Fries siger i videoen, men den slutter med, at hun får ring på fingeren, ligesom parret krammer og kysser.
Så mon ikke hun har sagt ja, og der venter parret et bryllup i fremtiden.
SE og HØR forsøger at få en kommentar fra Oliver Erngart.
Han blev et kendt ansigt, da han medvirkede i "Ex on the Beach". Han fandt kærligheden med Anna Seneca, men kærligheden varede ikke ved.
De to nåede dog sammen at få sønnen Mio, inden forholdet gik i stykker.
Siden fandt Oliver Erngart altså sammen Josefina De Fries, som han stod frem med i julen 2024. På daværende tidspunkt havde parret tilsyneladende været kærester i nogle måneder.
I hvert fald har de ifølge det nye opslag elsket hinanden i 529 dage, hvilket er midt i august 2024.
