Reality25. januar 2022

"Årgang 20"-Louie syg siden fødslen: Sådan går det i dag

Lille Louie har allerede været meget igennem i sit korte liv. I sæsonafslutningen på ”Årgang 20” så vi, hvordan han blev opereret i urinlederen – og siden optagelserne har han fået en autismediagnose.
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.

Først i næste sæson ”Årgang 20”, som vi skal vente helt til januar 2023 med at se, kan vi følge med i Maria, Daniel og Louies liv, efter den lille fyr har fået sin diagnose. Han har autisme.

Diagnosen fik han kort efter optagelserne til den netop afsluttede sæson 2 var færdige, og i sidste afsnit hører vi også, at forælderparret mistænker autisme hos Louie – blandt andet fordi han er svær at få øjenkontakt med og lever meget i sin egen lille boble.

- Louie har det godt. Han går i normal vuggestue lige nu, og det er svært for ham at være dernede, så fra 1. februar kommer der en specialpædagog på ham nede i vuggestuen, indtil han får en plads i en specialinstitution, fortæller Maria Brask Mainz, der er lettet over, at Louie har fået en diagnose, så han kan få den passende hjælp.

- Han kan ikke rumme, at der er så mange børn, forklarer hun.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/041.jpg
 Foto: TV 2

Maria Brask Mainz med Daniel og sønnen Louie. Foto: TV 2

Maria er hjemmegående

Maria Brask Mainz har valgt at stoppe sin uddannelse til socialrådgiver for at kunne være hjemme. Louie er i vuggestue fire timer om dagen, hvor hun så kan sove, fordi han skriger meget af natten som reaktion på at have oplevet en masse i løbet af dagen.

- Han får mange nedsmeltninger. De kan mærke det på ham ti minutter efter, han er kommet ned i vuggestuen, så reagerer han. An går ind i sig selv, og så reagerer han endnu kraftigere, når han kommer hjem, fortæller Maria Brask Mainz.

Hun ser frem til, at Louie snart får den ekstra opmærksomhed, han har brug for.

- De har ikke forstand på hans diagnose dernede, og derfor ved de ikke, hvordan de skal hjælpe ham. Han udvikler sig kun motorisk, alt andet står stille.

- Nu kommer der nogen, der har styr på hans diagnose og ved, hvordan vi kan øve øjenkontakt og hjælpe med at få noget sprog på ham.

- Vi har været Heldige

Louie fylder 2 år 27. februar, og Maria Brask Mainz er lykkelig for, at der bliver taget affære, selv om hun endnu ikke ved, hvornår hendes søn kan få plads i en specialinstitution.

- Jeg tror, vi har været ret heldige. Nogen kæmper rigtig meget med at få den hjælp. Vi er virkelig glade for alt det, vi allerede har fået.

Artiklen fortsætter under billedet ...

https://imgix.seoghoer.dk/media/article/maria_bryllup_3.jpg
 Foto: Privat

Foto: Privat

Derhjemme er der også sket en del omvæltninger, efter hun og Daniel er blevet forældre.

- Der er rigtig hårdt, vi skal virkelig vænne os til, at alt bare skal være det samme. Det er virkelig en omvæltning, for vi var meget spontane før. Jeg håber, jeg på et tidspunkt skal tilbage og studere. Men jeg tror, der går lang tid, før han kan rumme at være af sted en hel dag. Men vi håber, han kan være i specialinstitutionen i mere end de fire timer.

Styrket par

Parforholdet har også lidt under de nye omstændigheder, men samtidig er Maria og Daniel blevet stærkere i deres samarbejde.

- Det har været hårdt, og det har også været hårdt for parforholdet. Men vi er kommet dertil, hvor det har styrket os. Det har bragt os tættere på hinanden, selv om der har været nogle helt andre frustrationer, end der plejer, fortæller Maria Brask Mainz og fortsætter:

- Det har givet ro, at jeg er hjemme. Vi var helt vildt trætte begge to, fordi vi var oppe om natten. Nu er det rart at vide, at jeg har ham om natten, og så kan jeg hvile, når han er af sted. Jeg har brug for de timer til at få sovet. Nogle ganger skriger han i seks timer om natten. Så for at jeg er den bedste mor for ham, så sender jeg ham af sted.

Sponsoreret indhold