Reality11. oktober 2018

Swinger-Ole vender tilbage til TV-skærmen

Ole Andersen, der efter sin deltagelse i "Landmand søger kærlighed" fik tilnavnet Swinger-Ole, dukker snart op i dit TV igen
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/ole_2_0.jpg
 Foto: TV 2

Hvis du er vild med "Landmand søger kærlighed", kan du godt glæde dig til den 23. oktober.

Her har TV 2 FRI nemlig premiere på programmet "Mænd, mad & kærlighed", hvor en række tidligere landmænd fra det populære TV 2-program skal lære at lave scoremad af kokken Claus Holm.

Et af de velkendte ansigter, vi kommer til at se i "Mænd, mad & kærlighed", er Swinger-Ole, der deltog i "Landmand søger kærlighed" tilbage i 2015.

Bonden fra Kolding kommer til at være med i premiereprogrammet, og med på skærmen er hans hustru Gitte, som han mødte gennem det populære datingprogram.

Ifølge TV 2 FRI's omtale af "Mænd, mad & kærlighed" er det normalt Gitte, der står i køkkenet, men nu er det altså Ole, der skal trække i forklædet og imponere sin hustru.

Claus Holm skal blandt andet lære Ole at pochere æg, som skal serveres til en hakkebøf.

Udover maden kommer programmet også til at fokusere på, hvordan landmændene har haft det, siden de deltog i "Landmand søger kærlighed".

"Mænd, mad & kærlighed" består af i alt syv programmer, og vi kommer blandt andet til at få et gensyn med Morten Nielsen fra fjerde sæson og Danni, der også var med i den foregående sæson.

Se en trailer for programmet her:

"Mænd, mad & kærlighed" får premiere den 23. oktober på TV 2 FRI kl. 21.10.

Sponsoreret indhold