Reality6. februar 2018

Anklage: Reality-deltager tævede datter i årevis og forsøgte at køre hende ned

En tidligere deltager i ”Big Brother” er tiltalt for at have begået vold mod sin i dag 14-årige datter. Den kvindelige reality-deltager har blandt andet forsøgt at køre datteren ned
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20140221-100640-5_51mb.jpg
 Foto: Ritzau/Scanpix

En tidligere deltager i reality-programmet ”Big Brother” sidder på anklagebænken i en alvorlig sag, hvor hun er tiltalt for flere tilfælde af vold begået mod sin egen datter, der i dag er 14 år gammel.

Ifølge anklagen har kvinden begået de voldelige overgreb mod datteren i en periode på seks år, fra 2011 til 2017.

Det skriver BT.

Ifølge anklagen ved Retten i Hillerød har den kvindelige reality-deltager gentagne gange sparket, revet og slået datteren med både flad og knyttet hånd. Slagene har ramt datteren både i ansigtet og andre steder på kroppen.

Desuden er kvinden tiltalt sammen med en tidligere kæreste for at have sparket den dengang 13-årige datter i ryggen, mens hun lå i sin seng. Episoden, der fandt sted en aften tilbage i august 2017, udsprang ifølge anklagen efter ”forudgående aftale og fælles forståelse” mellem kæresten og kvinden.

Dagen efter denne episode skulle kvinde angiveligt have klemt datterens hoved ned mod en gearstang i den bil, som de begge befandt sig i.

Kort herefter skulle kvinden ifølge anklagen have overtrådt straffelovens paragraf 252, idet hun kørte bilen direkte mod sin datter med sådan en fart, at datteren måtte springe til siden for ikke at blive ramt af bilen.

Kvinden nægter sig skyldig i alle anklager og har ifølge BT forklaret, at hun nogle gange har været bange for sin egen datter, og at hun af den grund flere gange har været tvunget til at pacificere datteren.

Kvinden risikerer op til otte års fængsel.

Sponsoreret indhold