Luksusfælden20. februar 2018

'Luksusfælden': - Brian tjener pengene, og jeg bruger dem

Lotte og Brian i bundløs gæld i 'Luksusfælden'
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/luksusfaelden-ny-20022018.jpg
 Foto: TV3

Brian og Lotte fra Horsens er havnet i en ond spiral i aftenens udgave af 'Luksusfælden'.

De har kendt hinanden i 20 år og har været gift, men blev skilt for halvandet år siden på grund af den elendige økonomi, der for Lottes vedkommende blev grundlagt i tidligere forhold, hvor en af hendes boliger røg på tvangsauktion. Hun har også været igennem en gældssanering.

Da Lotte og Brian blev gift var der ingen smalle steder - de købte biler, en byggegrund og byggede deres eget hus, som også røg på tvangsauktion, hvorfor de begge endte med en stor gæld.

Lotte er arbejdsløs, og 45-årige Brian er kranfører, og de er nu blevet kærester igen, men bor hver for sig i hver sin lejlighed. Lotte har fire børn fra tidligere forhold, og sammen har de en datter.

Men det betyder ikke, at de gamle mønstre er ændret - de bruger stadig alt for mange penge, og kan ikke se en vej ud af elendigheden og kontakter Luksusfældens eksperter Carsten Linnemann og Kenneth Hansen.

Det er Lotte, der fører an i overforbruget og Brian, der finansierer det.

- Det er Brian, der tjener pengene og mig der bruger dem, siger Lotte nærmest konstaterende på et tidspunkt i aftenens udsendelse.

Lotte har taget masser af kviklån og har aldrig betalt ned på dem.

- Hvis Brian eller børnene bad om noget, lånte jeg bare flere penge og lappede på den gamle gæld - jeg betalte aldrig ned, siger Lotte i aftenens udsendelse.

Hun mener, at hun efter skilsmissen fra Brian har fået styr på økonomien, og at hun efter at de har fundet sammen igen klarer sig for sine egen penge.

Eksperternes gennemgang af parrets økonomi viser dog noget andet.

Alene det seneste år har Brian overført 26.000 kroner til Lotte, som hun har brugt på sig selv og de daglige fornødenheder, og det er ud over de børnepenge, Brian troligt betaler hver måned.

- Jeg har været for god af mig. Jeg har prøvet at sige stop, men jeg er konfliktsky, siger Brian.

- Og jeg er god til at manipulere, og Brian har ikke kunnet sige nej til mig, siger Lotte, der dog erkender, at hun har løjet for sig selv, når hun har troet, at hun kunne klare sig for sine egne penge.

Da Luksusfældens ekspert Carsten Linnemann nævner Lottes fortid med en gældssanering, nægter Lotte at fortsætte sin medvirken i programmet. Uanset hvad Carsten Linnemann forsøger at sige, så afbryder Lotte ham og nægter at høre efter. Det bliver ikke meget bedre, da ekspert Kenneth Hansen forsøger at tale hende til fornuft.

Se med i aften på TV3 klokken 20 om Lotte alligevel medvirker og se tre smugklip herunder:

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet af Viafree

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet af Viafree

Videoen til denne artikel er efterfølgende fjernet af Viafree

Sponsoreret indhold