Luksusfælden12. februar 2019

Mille drak energidrik for en formue: - Jeg afskyer det nu

Mille fra Allerød er glad for, at hun fik hjælp af "Luksusfælden", selvom hun på visse punkter føler sig udstillet
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/luksusfaelden_i_allerroed_5.jpg
 Foto: TV3

Det var en optimistisk Mille, som de økonomiske eksperter Kenneth Hansen og Gustav Juul vinkede farvel til i aftenens udgave af "Luksusfælden" på TV3.

Udstyret med et nyt, strammere budget og en række fordelagtige aftaler med sine mange kreditorer kunne den 26-årige kvinde fra Allerød se frem til at blive gældfri om fem år og fire måneder.

Da SE og HØR fanger Mille i telefonen i dag, holder hun sig stadig til den plan, som "Luksusfælden"s eksperter udstak for hende.

- Det er planen. Med mindre jeg har betalt en kreditor ud, så i stedet for at beholde pengene selv, så betaler jeg en anden kreditor. Så vil det gå lidt hurtigere, lyder det fra Mille.
I programmet så vi, at eksperterne understregede, at det var vigtigt, at Mille fandt et job, når hun var færdig på barselsdagpenge, ellers ville hun ikke kunne få afviklet sin gæld, der blandt andet bestod af 25 forskellige lån, hvoraf nogle var kviklån med en ÅOP på over 700 procent. Derfor havde eksperterne arrangeret en jobsamtale for hende. - Lige da de sagde det, tænkte jeg: “Åh nej". Jo, jeg ville da tage jobbet i Netto, hvis det var det, men jeg var meget bekymret for, om det var et rigtig lortejob. Det var det ikke, det var i en smykkeforhandler, så det er jeg rigtig glad for, fortæller hun.
I programmet slog eksperterne også ned på, at Mille drak rigtig mange Red Bulls, og her skulle hun også skære ned for at få budgettet til at hænge sammen: - Jeg drikker dem ikke. Jeg har drukket én enkelt, eller taget en tår af min venindes. Jeg afskyer det nu. Jeg synes, det er SÅ ulækkert. Det smager SÅ dårligt, slår den unge mor fast. - At se mig selv på den måde synes jeg ikke er særligt lækkert, tilføjer hun om programmet, hvor det blev fortalt, at hun drak fem energidrikke om dagen. - Jeg vil til mit eget forsvar sige, at det var ikke fem om dagen, der blev drukket. Det blev kørt op til noget, der var helt vildt, uden det var så vildt. Jeg drak mange Red Bull, og jeg sagde til dem, at nogle dage kunne det komme op på fem, hvis det var en rigtig dårlig dag. Men sådan et indtag har jeg slet ikke haft hver dag, så havde jeg ikke stået på mine ben den dag i dag, understreger hun.
Selv om hun på det punkt ikke føler sig korrekt fremstillet, så fortryder hun ikke, at hun deltog i "Luksusfælden". - Programmet skal jo også sælge, lyder det fra Mille. Nu ser hun frem til at kunne forkæle sin datter lidt ekstra, når hun om lidt over fem år er gældfri. - Min største drøm er, at jeg hvert år kan få sparet sammen til, at vi kan tage på ferie sammen, fortæller hun. - På et eller andet tidspunkt skal hun konfirmeres, og der vil jeg da også gerne holde en fest for hende.

Sponsoreret indhold