Reality1. december 2015

Økonomien sejler - Fremtiden er sort og håbløs

Hos Bo Bach og Estelle Bach fra Faxe på Sydsjælland står det så grelt til med økonomien, at de har tilkaldt eksperterne fra ”Luksusfælden”. Men der skal virkelig store forandringer til at redde parrets økonomi
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/faxeluksus_0.jpg
 Foto: TV3

En gæld på over 1,6 millioner kroner og flytteomkostninger for hele 434.000 kroner. Det er bare nogle af Bo Bach og Estelles økonomiske kvaler, som har gjort, at de har set sig nødsaget til at få hjælp af Jan Swyrtz og Carsten Linnemann i aftenens sæsonafslutning af ”Luksusfælden”.

Samtidig insisterer parret på at beholde deres gamle bil, der ofte skal til mekanikeren, og begge ryger smøger for 1.200 kroner om måneden.

- Jeg vil hellere beholde bilen end at leve på en sten de næste 15-20 år. For ellers er livet ikke værd at leve, siger Estelle direkte om eksperternes stærke opfordring til ægteparret om at skille sig af med bilen, hvis de skal forsøge at lægge et realistisk budget.

Ikke nok med det, så anbefaler eksperterne på det kraftigste Estelle til at droppe sin uddannelse for at søge arbejde, da Bo er sygemeldt med hjerteflimmer. Desuden foreslår Carsten og Jan, at Bo og Estelle rykker teltpælene op og flytter mod København, da Bo nemmere vil kunne komme til behandling på Gentofte Sygehus, og samtidig vil parret være tættere på deres sammenbragte fire børn.

Bo og Estelle er dog ikke meget for så mange forandringer på så kort tid, og de kalder selv fremtiden for ’sort’ og ’håbløs’, efter at eksperterne er kommet med konkrete forslag.

Samtidig er eksperterne helt forfærdet over de astronomiske beløb på parrets gældsposter. Ikke nok med, at parret kun betaler 700 kroner af på deres gæld hver måned, så har de sammenlagt for 18.800 kroner i misligholdt gæld hver måned.

- Det er et fuldstændig vanvittigt højt beløb, udbryder Jan Swyrtz og forklarer, at det årligt svarer til omkring en kvart million kroner i gæld, der ikke bliver betalt.

For at føje spot til skade betyder de mange flytteudgifter gennem tiden, at parret i gennemsnit har øget deres gæld med 6.000 kroner om måneden.

Det kommer nok ikke som nogen overraskelse, at parret er registreret i RKI og dermed ikke kan optage nye lån. Og siden de ikke har store værdier, såsom et hus, de kan bruge til at betale af på deres gæld, ser det rent faktisk sort ud for parret.

Se med i aften på TV3 klokken 20.00 i denne omgangs sidste afsnit af ”Luksusfælden” for at se, om eksperterne kan hjælpe parret

Her kan du se Bo og Estelles reaktion, da de hører, hvor stor deres gæld er:

https://imgix.seoghoer.dk/fb_realitv_116.png

Sponsoreret indhold