Forsidefruer15. juni 2018

Sarah Louise gider ikke "Forsidefruer" mere: Bundet af kontrakt

Sarah Louise glæder sig med egne ord til, at "Forsidefruer" er "et overstået kapitel"
https://imgix.seoghoer.dk/storage_1/media/sarah-louise-christiansen1_233.jpg
 (Foto: All Over Press)

I går rullede det sidste afsnit af tredje sæson af "Forsidefruer" over skærmen, og i slutningen af programmet blev det afsløret, at der kommer en fjerde sæson.

Sæsonafslutningen bød både på Amalies graviditetsdrama, og så var seerne tilskuere til et kæmpe skænderi mellem Sarah Louise og Janni, hvor det endte med, at Sarah Louise udvandrede fra Amalie og Jannis fødselsdagsfest.

Og selvom der altså er en fjerde sæson på trapperne, så tæller Sarah Louise nærmest ned til, at "Forsidefruer" endegyldigt er slut.

- Mange har spurgt ind til, hvorfor jeg overhovedet er med, men hvis man først har skrevet under på en kontrakt med TV3, så er den desværre ikke bare sådan lige at komme ud af. Jeg har ikke lyst til at kommentere så meget på programmet, jeg glæder mig bare til, at det er et overstået kapitel, skriver forsidefruen på sin blog.

En af de andre forsidefruer, Tina Lund, har tidligere beskyldt Sarah Louise for at skabe drama.

- Der er jo altid drama, når Sarah er der. Det er jo ikke noget nyt. Jeg tror ikke, at hun kan ændre det. Jeg har jo været gode veninder med hende, jeg syntes hun var sjov og sej, men så vender jeg mig om, og så får jeg dolken i ryggen, fortalte Tina Lund til Janni i "Forsidefruer" og fortsatte:

- Det gør hun jo med alle. Der er jo ikke én, som hun ikke stikker i ryggen, og én som hun taler pænt om.

Tina fortalte også, hvordan hun havde det med Sarah Louise i dag. Blandt andet skulle Sarah Louise ikke regne med, at Tina ville fortælle hende sine dybeste hemmeligheder.

- Det venskab vi en gang havde, det er nok blevet mere til, at nu respekterer jeg hende, men jeg kommer ikke til at betro hende noget igen, slog Tina Lund fast.

TV3 har endnu ikke meldt ud, hvornår næste sæson af "Forsidefruer" får premiere.

Sponsoreret indhold