Reality19. juli 2017

Fetterlein udskyder bryllup

Det er mere end to år siden, at Frederik Fetterlein friede til sin 18 år yngre kæreste Andrea. Nu er brylluppet blevet udskudt igen
https://imgix.seoghoer.dk/20160311-fetter-tsl-0015.jpg
 (Foto: Thomas Laursen)

Frederik Fetterlein og hans forlovede Andrea Tolic har endnu en gang udskudt brylluppet.

Det skriver ugebladet Her og Nu.

– Alt er godt mellem os, og vi vil stadig gerne giftes. Men lige nu har vi 20 punkter på listen over ting, der skal klares først. Og det er ikke fedt at blive gift med stress, siger Fetterlein til ugebladet.

Det er ellers mere end to år siden, at Frederik Fetterlein blev forlovet med Andrea Tolic.

Det var under en ferie i St. Tropez i 2015, at Frederik faldt på knæ for sin yngre kæreste.

- Da vi gik rundt, var det helt mærkeligt, at vi nu skal giftes. Men mest for hende, for jeg har jo prøvet det før. Men vi er begge meget glade og drøner rundt og fejrer det hernede. Det er skidehyggeligt, fortalte Frederik Fetterlein til Ekstra Bladet.

Det er slet ikke første gang, at Frederik Fetterlein har været på knæ for en kvinde. Han har tidligere været forlovet med Charlotte Damberg, hvor de skulle have været gift ved et storstilet bryllup i London, kort efter den forlovelse blev han forlovet med den 23-årige Michella Madsen. Ingen af forlovelserne førte ham dog op ad kirkegulvet.

Fetterlein har dog en gang formået at komme hele vejen op til alteret. Han har nemlig været gift med den tjekkiske model Teraza Maxova, som han har sønnen Tobias med.

Flere børn på vej

Udover sønnen Tobias, så har Fetterlein også sønnen Sean, som han har sammen med Saszeline Emmanuelle Dreyer. Men det betyder ikke, at den ny 47-årige playboy er færdig med gråd og bleskift.

Andrea Tolic vil nemlig rigtigt gerne have børn.

– Vi skal have børn sammen, men når man ser på min alder, så skal det være snart. Inden for tre år tænker jeg. Det er fedt, hvis man selv kan spille lidt fodbold med dem, sagde Fetterlein til SE og HØR tidligere i år.

Så må vi bare håbe, at Fetterlein har lært at holde pølsen i bukserne. Han har nemlig tidligere været meget åben omkring, at han har været mange af sine kærester utro.

Det fortalte han i forbindelse med bogen "Forført af livet", som udkom i 2011.

- Det har samtidigt også været befriende at lave denne her bog, fordi man har fået det hele ud og ikke længere skal gå og være bange for, at det og det kommer frem. Jeg har indset, at det er langt mere besværligt at gå og lyve hele tiden end at være ærlig. Er du klar over hvor mange Iphones, jeg har ødelagt, fordi jeg var nødt til at tage dem med i bad, for at mine daværende kærester ikke skulle opdage, at jeg var utro? Nu er det hele "out in the open", og det kan godt være, at der er nogen, der vil synes, at jeg er en kæmpe idiot osv., men jeg har i det mindste været ærlig, siger han i et interview på Oestrogen.dk

Du kan se flere billeder af Frederik Fetterlein i galleriet herunder

Frederik Fetterlein - billeder af ham

Sponsoreret indhold