Reality20. september 2017

Den store vægtkamp: - Vi havde brug for et pusterum

Veninderne Nanna og Amalie skulle lige have en pause efter meget intenst samvær i 'Den store vægtkamp'
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/den-store-vaegtkamp-20092017.jpg
 Foto: TV3

Hvis du så aftenens afsnit af 'Den store vægtkamp' på TV3, kunne man få det indtryk, at de to gode veninder Amalie og Nanna, som stillede op sammen og begge skulle tabe sig, var færdige med at være veninder.

Men sådan hænger det ikke sammen, forklarer de begge til SE og HØR her fem måneder efter, at aftenens afsnit blev optaget.

- Vi har hele tiden været gode veninder. Men under de første tre uger af programmet druknede vi i alt det, vi skulle. Vi skulle træne og lave optagelser, og så var tiden gået, og vi havde ikke tid til veninde-tid, og så døde det lidt ud, men vi snakker skidegodt sammen i dag og støtter hinanden. For mig er det helt naturligt, at man kan have brug for en kort pause i et venskab, hvis man har været sammen så meget, siger Nanna til SE og HØR.

Den store vægtkamp: - Vi havde brug for et pusterum

Og det er Amalie enig i.

- Vi havde brug for et pusterum efter at have været sammen nærmest konstant i tre uger, og vi er lige så gode veninder i dag som inden proogrammet, siger Amalie.

Hun har smidt 18,5 kilo i alt, siden hun første gang blev vejet til 97,8 kilo.

Hendes mål er 70 kilo, så hun mangler under ti kilo for at være i mål.

- 70 kilo er mit første mål, så stopper jeg op og kigger, hvordan jeg ser ud. Jeg spiste alt for store portioner tidligere, men nu tager jeg mindre mad op på tallerkenen og så prøver jeg at ramme cirka 1.450 kalorier om dagen. Men jeg tillader mig også at leve og dunker ikke mig selv i hovedet, fordi jeg eksempelvis tager et stykke flæsk, siger Amalie til SE og HØR.

Hun har fået redskaber til at lægge sit liv om ved at medvirke i 'Den store vægtkamp'.

- Jeg har især haft glæde af diætisten, hun har både virket som en traditionel diætist og næsten som en slags psykolog for mig. Jeg har fået livsglæden tilbage, siger Amalie om udbyttet af at have fået et spark i den rigtige retning.

Den samme glæde har Nanna, der tager vægttabet i mindre nøk og har smidt cirka 10 kilo siden starten.

- Jeg har virkelig fået øget selvværd af at være med, og jeg gør meget mere ud af mig selv i dag. Som Amalie sagde til mig i går, 'du udstråler så meget mere selvtillid end tidligere', fortæller Nanna om venindens positive kommentar.

- Jeg står ved mig selv og er blevet meget mere glad og har fået et meget større psykisk overskud. Det oplever jeg blandt andet, når jeg er sammen med mine børn på otte og tre. Før kunne jeg ikke klare, når de larmede, men i dag kan de larme lige så tosset de vil, jeg har overskud til mere, siger Nanna til SE og HØR.

Sponsoreret indhold