Nyheder23 timer siden (opd. 19 timer siden)

Zelenskyj er landet i Danmark

Besøger igen Mette Frederiksen - denne gang handler det om EU

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er landet i Danmark, få dage efter at Danmark overtog formandskabet for EU, som varer et halvt år og markeres torsdag.

Det bekræfter Statsministeriet i en pressemeddelelse.

- Ukraine hører hjemme i EU. Det er både i Danmarks og Europas interesse. Derfor vil det danske formandskab gøre alt, hvad vi kan, for at hjælpe Ukraine på deres vej mod EU-medlemskab, siger statsminister Mette Frederiksen (S).

Den danske regering er stærk tilhænger af at optage Ukraine i både EU og forsvarsalliancen Nato og vil bruge en del af formandskabet på at kæmpe for det første.

Zelenskyj er torsdag formiddag landet i Aarhus Airport nær Aarhus.

Kommissionsformand Ursula von der Leyen og resten af kommissionen samt den danske regering er samlet i Aarhus for at markere åbningen af EU-formandskabet.

- Danmarks hurtige og fokuserede tilgang får tingene gjort. Det er præcis den slags tankegang, Europa har brug for lige nu. En hastetankegang, skriver Ursula von der Leyen på X tidligere kendt som Twitter.

Statsminister Mette Frederiksen har et tæt forhold til både von der Leyen og den ukrainske præsident, som hun har besøgt flere gange, siden krigen brød ud, da Rusland invaderede fuldtonet i 2022.

Parterne skal drøfte, hvordan der under det danske formandskab kan gøres mest muligt for at støtte Ukraine, herunder landets vej mod EU-medlemskab.

- Ukraine er afgørende for Europas sikkerhed. Vores bidrag til Ukraine er også et forsvar af vores frihed. Det andet gør vi med sanktioner. Vi skal øge presset på Rusland, siger statsminister Mette Frederiksen.

Øget militær støtte, samarbejde med den ukrainske forsvarsindustri og nye sanktioner mod Rusland er også temaer på mødet.

Som det eneste af 27 medlemslande har Ungarn i et år blokeret for, at EU kan indlede forhandlinger med Ukraine om optagelse i unionen på sigt. Under formandskabet vil Danmark intensivere presset på Ukraine.

Det er halvandet år siden, de europæiske regeringsledere under et topmøde besluttede at åbne forhandlinger om medlemskab for Ukraine og Moldova.

Siden er der intet sket på grund af Ungarns blokade, hvilket bliver et af de større fokusområder under det danske formandskab, hvor Danmark leder møderne mellem medlemslandene og skal sikre fremdrift i EU-politikken.

Det er ottende gang, at Danmark har formandskabet. Det vil vare et halvt år og betyde, at Danmark er vært for topmøder, ministermøder og en lang række internationale besøgende.

For nylig kritiserede Mette Frederiksen i Politiken, at Zelenskyj ikke havde en mere fremtrædende rolle på et vigtigt topmøde i forsvarsalliancen Nato, som generalsekretær Mark Rutte planlagde.

Danmark er blandt Ukraines absolut største økonomiske støtter målt i forhold til indbyggertal.

Torsdag eftermiddag modtog Kong Frederik Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, kommissionsformand Ursula von der Leyen, statsminister Mette Frederiksen og rådsformand Antonio Costa på Marselisborg Slot.

Sponsoreret indhold