Nyheder9. august 2011

Xander tæt på døden

Når Anne Linnets søn, hitmageren Xander, går på scenen til fordel for kræftramte og deres familier, har det en helt speciel betydning for ham
Popstjernen Xander Linnet er kun 23 år, men har allerede mistet en ven for evigt
Popstjernen Xander Linnet er kun 23 år, men har allerede mistet en ven for evigt
 Foto: All Over

Xander Linnet er kun 23 år gammel, men han har allerede haft døden helt tæt inde på livet. Sidste år døde en af hans tætteste venner nemlig af kræft, bare 22 år gammel.

- Det kom som et chok for mig. Jeg havde jo set ham så mange gange, hvor han var kommet ud fra hospitalet og var begyndt både at spise igen og se bedre ud, fortæller Xander til Ekstra Bladet og indrømmer samtidig, at det faktisk først er nu, at det er ved at gå op for ham, at barndomsvennen Misha er væk for evigt.

- Han havde fået at vide, at nu havde lægerne næsten fået det hele væk. Han skulle bare tage hjem og slappe af et par måneder, blive stærk og sørge for at spise en masse mad. Så ville de give ham den sidste behandling. Så var han rask. Det var bare lige det sidste skridt, der manglede.

Men desværre nåede Misha aldrig til det sidste skridt. Kræften blev ved at brede sig og efter 11 måneders behandling, gav hans unge krop op.

Det har derfor en helt speciel betydning for Xander, når han lørdag 13. august går på scenen til fordel for organisationen Familier med kræftramte børn. Koncerten finder sted på Østerbro Station, og varer fra kl 12-23. Udover Xander spiller også Erann DD, Outlandish, Kasper Winding og mange andre.

Du kan læse mere om støttekoncerten her

Læs også: Os to og mine lagner

Sponsoreret indhold