Nyheder4. januar 2008

X FACTOR: TALENTJAGT

I aften begynder DR’s nye program, hvor tre benhårde dommere skal dyste om at finde den største, nye sangstjerne.
https://imgix.seoghoer.dk/media/se-og-hoer/kendte-danmark/xfactor-start1-jpg.jpg

Lina Rafn, Remee og Thomas Blachman udgør den benhårde dommertrio, som sætter deres gode navn på spil i jagten på den deltager, der har netop den star quality, som x-faktoren repræsenterer, og som afgør, om talentet brænder igennem. De tre erfarne musikbranchefolk kæmper for at netop deres udvalgte sanger skal nå helt til tops på hitlisterne.
Lina Rafn, som er danser og sangerinde i succesduoen Infernal, afslører, at hvis programmet er bare halvt så dramatisk at se, som det er at lave, så bliver det vildt.
- Det er fyldt med følelsesmæssige rutsjeture af den fede slags, fortæller Lina.

Remee, som er sangskriver, producer og i sin tid hittede med bandet Sound of Seduction, fortæller, at det er fedt at være med til at spotte talenter.
- Det mest fantastiske er, når man finder nogen, som slet ikke selv er klar over, hvor gode de i virkeligheden er, siger han.

SE og HØR har spurgt de tre dommere om, hvad de mener, der er deres egen x-faktor.

Thomas Blachman: - Min egen? Hold da kæft, det burde jo være oplagt. Tænke, tænke ... Nåh! til det er der kun at sige, at hvis man er for selvbevidst om sin egen x-faktor, går det galt.
Lina Rafn: - Afhænger af, hvornår der spørges. Lige i dag er det min viljestyrke.
Remee: - Måske mangler jeg den, siden jeg ikke længere er artist.

Læs mere om de tre dommere i denne uges SE og HØR.

Sponsoreret indhold