Nyheder6. oktober 2008

Wili Jønsson: Den skeløjede halvsvensker hyldet

Den nu 66-årige Gasolin-bassist blev i aftes hyldet af sine musikalske kolleger, da han modtog Ken Gudman-prisen
66-årige Wili Jønsson modtog i aftes Ken Gudman-prisen
66-årige Wili Jønsson modtog i aftes Ken Gudman-prisen
 Foto: All Over

Da Gasolin var på sit højeste op gennem 70'erne og trak fulde huse sportshaller og koncertsale i Danmark, Sverige og Norge weekend efter weekend, sluttede Kim Larsen de forrygende koncert af med at introducere medlemmerne i kvartetten.

Det var her gavflaben gav Wili Jønsson prædikatet "Den skeløjede Halvsvensker". Og Jønsson trådte et halvt skridt frem på scenen, bukkede halvgenert, blottede sit ulige tandsæt og vendte sig så om mod Søren Berlev, der sad bag trommerne, så de to kunne koncentrere sig om det, de var bedst til: at få Gasolin-motoren til at spinde, så det Christianshavn-baserede band endnu engang kunne understrege, at de er det bedste rock-orkester Danmark nogensinde har fostret.

I modsætning til Kim Larsen og Franz Beckerlee, der elskede og elsker rampelyset, så har Wili Jønsson altid været den ydmyge og tilbageholdende arbejdshest. Derfor er det heller ikke overraskende, at han var stærkt i tvivl, da det i foråret blev bekendtgjort, at han i år er modtageren af den mest prestigefyldte hæder i rock-branchen - Ken Gudmans-prisen.

- Hvorfor lige mig?, var Wili Jønssons umiddelbare reaktion, da han fik nyheden. Og i Berlingske Tidende underbyggede han det med: - Med de kæmpe egoer, vi normalt løber rundt med, synes jeg, at det er meget passende med lidt ydmyghed.

Men hans tro støtte og soulmate, skuespilleren og fruen, Katrine Jensenius, satte Jønsson på plads.

- Hun sagde "Jamen, hold da op - du holdt jo skide meget af Ken Gudman. Du har endda spillet med ham. Så tag du bare imod". Og der skal da heller ikke være tvivl om, at jeg er meget glad for hæderen, siger Wili Jønsson.


Prisoverrækkelsen skete i går i Amager Bio, hvor en lang række af de musikere og bands som Wilie Jønsson gennem tiderne har spillet sammen med stillede op - og havde Wili med som bassist. Der var Steen Jørgensen og Lars Top-Galia fra det hedengangne Sort Sol, der var Frede Fup og Peter Belli samt den nordjyske troubadour Allan Olsen, som Wili Jønsson senest har turneret med.

Fakta
Ken Gudman-prisen er en dansk musikpris indstiftet til minde om trommeslageren Ken Gudman. Indtægterne fra en stor mindekoncert 12. oktober 2003 i
Amager Bio blev placeret i en fond, der hvert år uddeler prisen på 12.500 kroner. Prisen uddeles til en dansk musiker, der i overensstemmelse med de musikalske dyder, Ken Gudman stod for, har ydet en særlig indsats med personlighed, musikalsk håndværk og integritet. Tidligere er prisen gået til
2004: Aske Jacoby
2005: Per Christian Frost
2006: Moussa Diallo
2007: Laust Sonne

Sponsoreret indhold