Nyheder15. juli 2023

Weekenden kan give 45 varmerekorder i USA

Hedebølge i USA bevæger sig fra vest mod øst, og landets vejrtjeneste advarer om "ekstremt varm" weekend
Tourists
Borgere i Californien står over for temperaturer op mod 43 grader de kommende dage.
 Foto: Damian Dovarganes/AP/Ritzau Scanpix

En lang række af varmerekorder står til at blive slået i løbet af weekenden i USA.

Mellem lørdag og søndag tyder det på, at der vil blive slået 45 varmerekorder rundt i landet. Det viser den foreløbige vejrudsigt.

Det oplyser USA's nationale vejrtjeneste på Twitter.

- Lad være med at undervurdere varmen. Varme er den førende årsag til vejrrelaterede dødsfald de fleste år, hedder det.

Meldingen kommer, mens en hedebølge spreder sig fra vest mod øst i USA.

Rekorder kan blive slået lige fra Oregon i nordvest til Florida i sydøst.

Vejrtjenesten har udsendt flere varsler om det varme vejr. Over 31 millioner amerikanere bor i områder, hvor der er udstedt varsler om meget høj varme.

57 millioner bor i områder, hvor der er mere generelle varsler om høj varme, skriver mediet USA Today. Der bor cirka 332 millioner mennesker i USA.

Vejrtjenesten advarer om en "ekstremt varm og farlig weekend" i det vestlige USA.

Borgere i for eksempel Californien står over for temperaturer op mod 43 grader.

Myndigheder har i dagevis rådet folk til at undgå udendørs aktiviteter i dagstimer og til at være opmærksomme på tegn på dehydrering.

Dehydrering kan komme hurtigt med så høje temperaturer, lyder det.

I Phoenix, hovedstaden i delstaten Arizona i sydvest, har der været 15 dage i træk med over 43 grader, skriver AFP.

BBC skriver, at omkring 27 millioner mennesker i USA kan forvente temperaturer over 43 grader de kommende dage.

Ifølge den nationale vejrtjeneste er det en "mulig historisk hedebølge", som er over USA, og der er ikke tegn på, at den forsvinder lige foreløbig.

Omkring 700 mennesker dør årligt af varmerelaterede årsager i USA ifølge tal fra USA's Center for Sygdomskontrol og Forebyggelse (CDC).

Sponsoreret indhold