Web-TV: Vicki Berlin ny radiovært

Radiostationen Nova FM har sammensat deres hold af morgenfriske radioværter. Sludrechatollet Vicki Berlin, den hårde nyser Søren Malling og ham der skal holde de to i ørerne, Dennis Ravn.
- Jeg glæder mig rigtig meget til at være med til at give danskerne en god start på dagen. Jeg hørte altid selv morgenradio som barn, fortæller en spændt Vicki Berlin.
Showet hedder "Nova Morgen" og bliver sendt fra den 23. februar kl. 5.30-9.00. Vicki frygter ikke de tidlige morgener, for hun er allerede oppe ved firetiden.
- Min kæreste og jeg har lige fået en lille hundehvalp, og den skal op at tisse et par gange om natten. Det er en bassethund der hedder Walter, han skal med mig på arbejde. Han har allerede fået en kurv i studiet, fortæller hun glædestrålende.
Hun bor sammen med sin kæreste instruktøren Nicolaj Tarp, han har haft hund hele livet modsat Vicki.
- Jeg har altid gerne villet have en hund. Så det er perfekt, at vi har fået vores egen hund.
Søren Malling er bedst kendt som politimanden fra "Forbrydelsen", og han har aldrig lavet radio før, men det afskrækker ham ikke.
- Jeg bliver aldrig nervøs, men jeg er spændt. Jeg glæder mig rigtig meget til at komme rigtig i gang, siger Søren.