Walisisk mand vækker opsigt med verdens største penis

Chris Broughton er navnet på manden, der står bag verdens vel nok største penis.
Den kom til verden i november 2024 efter en løbetur på 116 kilometer, som tog næsten 24 timer at gennemføre.
En tur som han nu fortæller om i en artikel med The Guardian.
Som den skarpe læser nok har regnet ud, havde Chris Broughton ikke den enorme penis mellem benene. I stedet var målet ved hjælp af GPS-punkter at tegne den i appen Strava, som mange løbere og cyklister bruger til at markere deres ruter.
- Jeg undersøgte tidligere eksempler på GPS-kunst, men ønskede at skabe noget i en meget større skala, forklarer Chris Broughton, og da løbeturen skete for at skabe opmærksomhed om mænds helbred, gav motivet sig selv:
- En kæmpe penis virkede som den oplagte måde at repræsentere mænds sundhedsbevidsthed på, og så var den unægtelig iøjnefaldende.
Løbeturen blev præcis lige så hård som man kan forestille sig, ifølge Broughton havde han bare lyst til at dø undervejs, men 23,5 time efter han var taget afsted, krydsede han målstregen, og dermed var den enorme penis blevet til.
Eftefølgende er kunstværket gået godt og grundigt viralt, ligesom kunstneren også er lykkedes med at samle penge ind til velgørende formål.
- Nogle har antydet, at mit egentlige mål var at gøre mit navn til det øverste resultat, når nogen googler "verdens største penis", men det viser sig, at søgetermer skal være lidt mere specifikke, joker hovedpersonen.