NyhederI går (opd. I går)

Vulkan i udbrud på Island: Den Blå Lagune evakueret

Vulkan er gået i udbrud på den islandske Reykjanes-halvø. Flere udbrud har fundet sted de seneste år
Sådan så det i 2022 ud på Island, da de voldsomme kræfter blev sluppet løs. Nu sker det igen.
Sådan så det i 2022 ud på Island, da de voldsomme kræfter blev sluppet løs. Nu sker det igen.
 Arkivfoto: Jeremie Richard/AFP/Ritzau Scanpix

En vulkan er onsdag morgen gået i udbrud i det sydvestlige Island.

Det oplyser landets meteorologiske institut, skriver nyhedsbureauet AFP.

Ifølge det islandske medie RUV er den store turistattraktion Den Blå Lagune og en campingplads blevet evakueret i forbindelse med vulkanudbruddet.

Det fremgår ikke, hvor mange mennesker der er blevet bedt om at forlade området.

Udbruddet skete ved Sundhnúk-krateret på Reykjanes-halvøen, skriver RUV.

Klokken 03.20 dansk tid natten til onsdag var der blevet registreret mere end 130 jordskælv i det område, hvor udbruddet er registreret. Det skriver Islands meteorologiske institut i en udtalelse.

Reykjanes-halvøen ligger omkring 50 kilometer fra hovedstaden Reykjavik.

Minney Sigurðardóttir, som er specialist i naturfarer ved Islands meteorologiske kontor, siger onsdag morgen til RUV, at udbruddet er sket et heldigt sted, fordi det ikke udgør en trussel over for noget infrastruktur og ligger langt fra Grindavik by.

Der er endnu ingen meldinger om, at udbruddet skal have resulteret i ændringer af flytrafikken.

Udenrigsministeriet i Danmark opfordrer onsdag middag til at holde sig opdateret via lokale medier, myndigheder eller rejsebureauer, hvis man er i området.

Myndighederne beder alle holde sig væk området, skriver ministeriet i rejsevejledningen for Island.

- Myndighederne henstiller til, at man ikke stopper på hovedvejen mod lufthavnen for at se på udbruddet. Det kan skabe farlige trafikale situationer, lyder det.

Man bør desuden være opmærksom på, at luftkvaliteten i området er forringet.

Det sydvestlige Island har været udsat for flere udbrud de seneste år, og fiskerbyen Grindavik er igen og igen blevet evakueret.

Byen havde tidligere omkring 4000 indbyggere, men er nu blot hjem for nogle få som følge af de gentagne udbrud.

Vulkanen tæt på Grindavik havde ikke været i udbrud i over 900 år, før et udbrud begyndte i marts 2021. Onsdagens udbrud er ifølge AFP det 12. på Reykjanes-halvø de seneste fire år.

Det seneste udbrud skete i begyndelsen af april.

Meteorologer har ifølge AFP tidligere vurderet, at Reykjanes-halvøen meget vel kan blive ramt af jævnlige vulkanudbrud de næste mange årtier - måske endda århundreder.

Sponsoreret indhold