Nyheder1. marts 2017

Vraget radiostjerne sagsøger DR

Søren Dahl - manden bag Café Hack - sagsøger DR
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/soeren_1.jpg
 Foto: All Over Press)

Striden mellem Danmarks Radio og folkene bag radioprogrammet Café Hack spidser til nærmest minut for minut.

I sidste uge afslørede Radio24Syv, at produktionsselskabet bag Café Hack, der er delvist ejet af programmets vært, Søren Dahl, havde modtaget penge for at sende et sommerprogram fra Mols.

Og i går kunne Radio24Syv afsløre, at hele 15 destinationer beskræftede at have betalt beløb fra 55.000-125.000 kroner for at få radioprogrammet, der på P4 tiltrækker en million lyttere hver uge, forbi.

Danmarks Radio valgte tirsdag at tage den ultimative konsekvens og nedlægger Café Hack med øjeblikkelig virkning og afvikler samarbejdet med SK Productions.

Det sker, fordi det er i strid med aftalen med DR, at SK Productions har taget penge for at sende Café Hack fra de forskellige destinationer rundt om i landet.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

- Det er en alvorlig sag for alle parter, når vi på denne måde skal afslutte et samarbejde med et produktionsselskab, som vi har arbejdet sammen med i rigtigt mange år. Men der er desværre ikke nogen vej uden om. Der må ikke kunne sås tvivl om DRs troværdighed, og der er ingen tvivl om, at SK Productions i forbindelse med produktionen af sommer-versionerne af ’Cafe Hack’ har overtrådt DRs retningslinjer, når de har opkrævet penge fra de enkelte steder, udtaler DR's radiochef Gustav Lützhøft i pressemeddelelsen.
Men nu kommer reaktionen fra Søren Dahl og Kristian Borregaard, der ejer SK Productions. - Vi er i chok over DR’s beslutning om med øjeblikkelig virkning at lukke radioprogrammet Cafe Hack. Vi er dybt rystede over forløbet og over beslutningen, der er truffet på et fejlagtigt grundlag. Vi har følt os nødsaget til at søge juridisk hjælp, og vi er blevet enige med vores advokat om at lægge sag an mod DR, skriver SK Productions i en pressemeddelelse. - Det har været 100 procent nødvendigt med disse midler (betalingen fra de enkelte steder, red.) for at kunne gennemføre disse events og for at kunne levere programmer til DR, skriver SK Productions, der endnu ikke er klar over, hvilket beløb selskabet vil kræve af Danmarks Radio. Café Hack var i æteren fra 2003-2017.

Sponsoreret indhold