Voldsomt kaos: Festivalgængere kan ikke komme frem til Dyrskuepladsen

Det er næppe gået nogens næser forbi, at årets Tour de France starter i Danmark.
I går lød enkeltstarten i København – og i dag lørdag skal rytterne således spurte intet mindre end 202 kilometer, når ruten løber fra Roskilde til Nyborg.
Men særligt i Roskilde, hvor der lige nu afholdes Roskilde Festival, volder touren problemer. Trafikken forløber på ingen måde efter planen, og musikglade festivalgængere må spejde langt efter et tog.
SE og HØRs festivaludsendte har eksempelvis været mere end to timer om at rejse fra hovedstaden til Roskilde:
- Togene er så proppede, at de flere steder holder stille på stationen, uden et eneste menneske kan stige på.
Ifølge Berlingske blev situationen på et tidspunkt så kaotisk, at der opstod tumult ved stationen. Mange forsøgte at komme med toget - og ifølge Berlingske tyede flere til vold.
På nuværende tidspunkt er der imidlertid ro på situationen igen og tunnelen til perronerne er åben.
Artiklen fortsætter under billedet …

Det er både glade Tour de France-fans og festivalgæster, der er ofre for trafikkaosset. Men for sidstnævnte gruppe bliver ondt kun værre ved Roskilde station. Særligt for dem, der har endagsbillet til Dyrskuepladsen.
Det er nemlig ikke muligt for gæsterne at få udleveret deres armbånd ved festivalpladsen. I stedet skal de finde vej til Handelsskolen, hvorfra der således ikke kører busser videre til musikpladsen.
Hvis festivalgængerne skal gøre sig forhåbninger om at nå at få bare en smule ud af Roskilde Festivals sidste musikdag, må de altså snøre traveskoene og gå de to kilometer, der er mellem skolen og pladsen.