Annonce
Nyheder2 timer siden (opd. 1 time siden)

Voldsom kulde skaber kaos i USA: Fem er døde i New York

En grum kulde har kostet flere menneskeliv i New York, hvor 880.000 husstande er uden strøm
Af: Ritzau
Det er rigtig koldt i New York for tiden.
Det er rigtig koldt i New York for tiden.
 Foto: Michael M. Santiago/AFP/Ritzau Scanpix
Annonce

En voldsom kulde skaber farlige forhold i USA, og i New York City har mindst fem personer mistet livet på grund af vejrforholdene.

Det oplyser New Yorks borgmester, Zohran Mamdani.

Over 880.000 husstande er uden strøm i hele landet ifølge nyhedsbureauet AP.

Flest husstande er påvirket i staten Tennessee, hvor knap 300.000 husstande er uden strøm.

Zohran Mamdani skriver på det sociale medie X, at faren ved vejret ikke kan overdrives.

- I dag (lørdag, red.) mistede mindst fem newyorkere livet. Selv om det stadig er for tidligt at fastslå dødsårsagerne, er det en påmindelse om, at hvert år bukker newyorkere under for kulden, skriver han.

Annonce

Ifølge mediet NBC New York blev tre af personerne fundet mellem klokken syv og ni lørdag morgen i Brooklyn og på Manhattan.

Politifolk fra New York fortalte mediet, at der var tale om en 67-årig mand, en mand i 30'erne og en kvinde i 60'erne.

I New York er der søndag minus 10 grader, og der er advarsel om snestorm frem til mandag.

En meteorolog fortæller til AP, at omkring 213 millioner amerikanere bor i et område, hvor der er vejradvarsler, hvilket er usædvanligt.

Annonce

- Det er en unik storm i den forstand, at den er så udbredt.

- Den (snestormen, red.) påvirkede områder helt fra New Mexico, Texas og hele vejen til New England, så vi taler om et spænd på omkring 2000 mil (omkring 3200 kilometer, red.), siger hun til mediet.

Søndag er 11.000 fly blevet aflyst, og over 12.000 fly er blevet forsinket i USA.

Mamdani har lukket bibliotekerne i New York søndag. Alle skoler i staten vil også være lukkede mandag.

Annonce

Han skriver på X, at der er blevet åbnet "ti varmecentre i staten for newyorkere i nød".

Den amerikanske præsident, Donald Trump, har kaldt stormen for historisk og godkendt føderal hjælp til 12 delstater på grund af snestormen.

- Vi overvåger situationen nøje og holder tæt kontakt til staterne inden for stormens bane. Pas på jer selv, og hold jer varme, skrev Trump på det sociale medie Truth Social lørdag.

Annonce

Sponsoreret indhold