Nyheder23. oktober 2021

VM-bronzevinder fra Ecuador fundet død i sin hjemby

Sprinteren Alex Quinonez er død, bekræfter flere kilder, og der er angiveligt tale om et skuddrab.
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/xnaphotostwo115436.jpg
 (Foto: MEGA)

Den forsvarende VM-bronzevinder på 200 meterdistancen, Alex Quinonez, blev fredag fundet død i sin hjemby Guayaquil i Ecuador.

Det bekræfter flere kilder lørdag.

Blandt andet den olympiske komité og atletikforbundet i Ecuador sørger over den 32-årige Alex Quinonez på de sociale medier.

- Vi vil mindes dig som den største sprinter i Ecuador, skriver atletikforbundet på Twitter ledsaget af et billede af Alex Quinonez.

Ifølge mediet El Universo blev Quinonez og en anden mand fredag skudt og dræbt i en del af Guayaquil, der er Ecuadors største by.

Vidner fortæller til mediet, at en bil ankom til gerningsstedet, hvor flere personer steg ud og skød mod ofrene.

Gerningsmændene var iklædt tøj, der ligner det, som det nationale politi bærer, skriver El Universo.

Alex Quinonez blev nummer syv i 200 meterfinalen ved OL i London i 2012. I 2019 opnåede han karrierens største resultat med en bronzemedalje ved VM i Doha på samme distance.

Han skulle også have løbet ved OL i Tokyo i sommer, men blev kort før legene suspenderet i 12 måneder, efter at han havde misset tre dopingtests inden for det seneste år.

Sponsoreret indhold