Den 16. maj plejer at være en fri dag for de fleste danskere, hvor man kunne nyde varme hveder i familiens skød.
Men siden sidste år har Stor Bededag været afskaffet. Det skete i 2023, da SVM regeringen besluttede at afskaffe helligdagen for at finde penge til oprustningen af Forsvaret.
Men nu har virksomheden AK2 i Bjerringbo taget sagen i egen hånd som en protest mod politikerne på Christiansborg. For her har alle medarbejdere fået fri på Store Bededag, selvom det ikke længere officielt regnes som en fri dag for de danske arbejdstagere.
Det skriver TV Midtvest.
- Vi synes, at Store Bededag blev taget fra os uberettiget. Det er en lille protest, som, vi godt ved, ikke ændrer noget i det store billede. Men vi synes, at det er helt forkert, at den blev taget fra os, og det vil vi gerne vise, siger Lene Brogaard, som er partner i AK2 i Bjerringbro.
Ifølge regeringens beregninger vil afskaffelsen af Store Bededag give omkring tre milliarder kroner ekstra i statskassen om året. Pengene skulle være med til at finansiere oprustningen af Forsvaret.
Men ifølge Lene Brogaard så er det ikke en god grund til at spare Store Bededag væk. Hun mener, at regeringen har vist, at man sagtens kan finde penge til Forsvaret andre steder end ved at fratage danskerne fridagen.
Partnerne i AK2 betaler halvdelen af udgifterne til at medarbejderne kan holde fri den 16. maj. Den anden halvdel betaler de ansatte selv.