Viralt22. juli 2025 (opd. 22. juli 2025)

Uvejr sætter gang i krokodillesex på Falster: Dansk zoo oplever parringsbonanza

Regn, lyn og torden kan sætte parringer og slåskampe i gang hos Danmarks eneste krokodillezoo
En krokodille i Krokodille Zoo nyder det voldsomme vejr, der får instinkterne i gang og kan føre til parringsritualer blandt de tropiske rovdyr.
En krokodille i Krokodille Zoo nyder det voldsomme vejr, der får instinkterne i gang og kan føre til parringsritualer blandt de tropiske rovdyr.
 Foto: Ingrid Riis/Ritzau Scanpix

Det voldsomme vejr, som det seneste døgn har ramt Danmark, kan give anledning til parringer hos krokodiller i fangenskab.

Det oplyser Nina Hedegaard, der er bogholder og souvenirmanager hos Krokodille Zoo i Eskilstrup på Falster.

- Når der er voldsomme vejrskift, når det lyner og tordner, og du kan mærke det i lufttrykket, så kan det sætte parringen i gang hos krokodillerne.

Det er særligt sommervarmen i kombination med regn, lyn og torden, der aktiverer de kødædende reptiler.

- Vejret kan give slåskampe, men oftere giver det parringsritualer - særligt på denne tid af året.

DMI har varslet farer for lokale tilfælde af torden i forbindelse med regnvejret, hvilket giver de helt optimale omstændigheder for krokodillerne.

- Vi har prøvet det mange gange før, at vejret sætter gang i krokodillerne.

Næsten alle krokodillerne i den zoologiske have nyder det våde vejr, fortæller Nina Hedegaard.

- Krokodillerne er glade, selv om de store af dem synes, det er lidt køligt.

Det er dog ikke alle dyr i haven, der glæder sig over regnen.

Skildpaddernes indehus er i fare for at blive oversvømmet, hvilket kan give problemer for Krokodille Zoos store landskildpadder, fortæller Nina Hedegaard.

- Problemet er, at det er koldt vand, der kommer ind i deres indehuse, hvor der er varme i gulvet. Så kan skildpadderne ikke komme ind og varme sig op, og så bliver de nedkølede, og det er et problem.

Hvis skildpaddernes indehus bliver oversvømmet, rykkes de ind i vinterhusene, så de ikke fryser, fortæller Nina Hedegaard,

Andre af havens arter udnytter også vejret til at få et bad i sommerregnen.

- Der er også nogle arter, der godt kan lide regnen. Det er faktisk vores papegøjer, som er ude og bade i regnen.

Trods regngener har Krokodille Zoo ingen planer om at holde lukket hverken tirsdag eller onsdag.

- Vi holder stadig åbent. Det havde også været trist efter 25 år, at vi skulle have vores første lukkedag, siger Nina Hedegaard.

Sponsoreret indhold