Viralt28. april 2024 (opd. 28. april 2024)

Titanic-lommeur solgt for otte millioner kroner på auktion

Lommeuret i guld blev solgt til 900.000 pund - eller otte millioner kroner, men efter skatter og gebyrer ender købsprisen på over 10 millioner kroner.
Et Titanic-lommeur er på en auktion i Storbritannien blevet solgt for over 900.000 pund - svarende til næsten otte millioner kroner. Uret tilhørte forretningsmanden John Jacob Astor.
Et Titanic-lommeur er på en auktion i Storbritannien blevet solgt for over 900.000 pund - svarende til næsten otte millioner kroner. Uret tilhørte forretningsmanden John Jacob Astor.
 Foto: Henry Aldridge & Son

Hvor meget er man egentlig villig til at betale for et ældgammelt lommeur, som er blevet bjærget fra et lig midt i Atlanterhavet?

Tilsyneladende ret meget.

På en auktion i Wiltshire i Storbritannien er et lommeur i guld, som blev båret af den rigeste passager på "Titanic", således blevet solgt for 900.000 pund - svarende til knap otte millioner kroner.

Det er seks gange så meget, som det var vurderet til, skriver BBC.

Medregner man skatter og gebyrer, ender købsprisen på over ti millioner kroner.

Dermed er det over 100 år gamle lommeur det dyreste "Titanic"-artefakt, som nogensinde er blevet solgt.

Lommeuret tilhørte den amerikanske forretningsmand John Jacob Astor.

Han døde, da "Titanic" forliste på sin jomfrurejse i 1912, efter at det dampdrevne skib var stødt ind i et isbjerg.

Det nu milliondyre artefakt blev fundet i forretningsmandens lomme, da John Jacob Astors lig blev bjærget fra vandet.

Forretningsmanden gik ned med skibet som 47-årig. Kort forinden havde han sat sin hustru Madeleine i en redningsbåd og røget en sidste cigaret.

Uret blev - i modsætning til mange andre ure, der frøs i tiden i løbet af den skæbnesvangre nat - restaureret.

Siden er det blevet båret af forretningsmandens søn, Vincent.

Også en violinkasse, der har tilhørt Wallace Hartley, var under hammeren.

Den blev solgt for omkring 2,5 millioner kroner - eller over tre millioner med skatter og gebyrer.

Wallace Hartley var en engelsk violinist, kendt for at være kapelmester på "Titanic".

For at berolige passagererne indtil det sidste øjeblik, var han med til at fremføre en hymne fra det 19. århundrede.

Øjeblikket er gengivet i den Oscar-vindende film af samme navn som skibet.

Her bliver Wallace Hartley spillet af skuespilleren Jonathan Evans-Jones.

Violinistens lig blev fundet i vandet. Rundt om sig havde han spændt violinkassen, sandsynligvis for at kunne flyde.

Selve violinen blev solgt på auktion i 2013 for samme beløb som lommeuret. Men det kostede ikke lige så meget i skatter og gebyrer.

Sponsoreret indhold