Viralt26. januar 2024

Thailandsk kvinde anholdt for løveunge i Bentley

Politiet anholder ejer af løveunge efter viral video i luksusbil - episoden kan koste en bøde på næsten 19.000 kroner og et års fængsel for overtrædelse af dyrevelfærdsreglerne

En video af en lille løveunges køretur på passagersædet af en hvid Bentley i den thailandske ferieby Pattaya er et hit på TikTok og Youtube - og det kommer nu til at koste dyrt for en thailandsk kvinde, som ejer løveungen.

Politiet har været på udkig efter en mand og en kvinde, der kørte med dyret i den åbne luksusbil.

Det er ikke ulovligt at have et eksotisk dyr i Thailand, men det kræver de rigtige tilladelser. Dem havde Sawangjit Kosoognern, som ejede løveungen, ikke.

Hun blev derfor anholdt, oplyser myndighederne ifølge nyhedsbureauet AFP.

Sagen kan ende med at koste kvinden en bøde på 100.000 baht (omkring 19.000 kroner) og et år i fængsel.

Manden, der kørte bilen, er fra Sri Lanka og er blevet udvist af Thailand.

Sawangjit Kosoognern har forklaret, at hun har købt løveungen af en anden kvinde for 250.000 baht (knap 48.000 kroner).

Sponsoreret indhold