Viralt23. juli 2022

Stakkels isbjørn! Tungen sidder fast i tom konservesdåse

En russisk isbjørn var ude af stand til at spise, fordi dens tunge sad uhjælpeligt fast i en tom konservesdåse
Isbjørn
Denne kvindelige isbjørn led ufattelige smerter, fordi tungen sad fast i en konservesdåse.
 Foto: Nornickel/Reuters/Ritzau Scanpix

Der var bestemt ikke megen dåselatter at finde hos en russisk isbjørn, der for nylig blev spottet i landskabet omkring Dikson i det nordlige Rusland.

En kvindelig isbjørn blev set vandrende omkring med en dåse ved munden. Ved nærmere eftersyn viste det sig ifølge The Moscow Times at være en tom dåse, hvori der havde været kondenseret mælk.

De lokale forsøgte forgæves at fjerne dåsen fra det desperate dyr, men redningsaktionen lykkedes ikke.

Derfor blev et hold af dyrlæger tilkaldt fra Moskva, og så kom der skub i sagerne.

Her blev isbjørnen, der blev vurderet til at veje mellem 80 til 90 kg, bedøvet med en bedøvelsespil, og herefter kunne dyrlægerne fjerne dåsen, der havde skåret sig ind i dyrets tunge.

Ved hjælp af værktøj fjernes dåsen fra isbjørnens tunge. 
Ved hjælp af værktøj fjernes dåsen fra isbjørnens tunge.
 Foto: Nornickel/Reuters/Ritzau Scanpix

Bjørnen skal nu komme sig helt, inden den om et par dage slippes fri igen – og det kommer til at ske med en kæmpe stak fisk, forlyder det.

Isbjørn
Her transporteres isbjørnen væk, så den kan komme sig helt over sine strabadser.
 Foto: Nornickel/Reuters/Ritzau Scanpix

Sponsoreret indhold