Viralt24. juli 2022

Spydkaster går viralt: Hvad har hun gang i?!

En polsk spydkaster til VM i atletik er gået viralt for sit noget særegne tilløb
Atletik
Adrianna Sułek kaster her spyddet i syvkamp til VM i atletik, der i år foregår i Oregon, USA.
 Foto: Andrej Isakovic/AFP/Ritzau Scanpix

I disse dage dyster verdens bedste atleter i VM i atletik i byen Eugene, der ligger i den amerikanske delstat Oregon.

Og nok bliver der præsteret på absolut topplan til den store sportsbegivenhed, men det er noget ganske uventet, der har taget Twitter med storm.

Den 23-årige polske atlet Adrianna Sułek er nemlig gået viralt på det sociale medie, fordi hun i disciplinen spydkast har et noget særegent tilløb.

Inden hun kaster sit spyd, står hun og forskyder vægten frem og tilbage mellem sin forreste og bagerste fod, mens hun vifter med sin ledige hånd i noget, der bedst kan beskrives som dirigentbevægelser.

Det vælter ind med kommentarer til atletens tilløbstricks:

– Måske dirigerer hun et orkester i sin fritid?, lyder det i et kækt tweet.

– Vi var ved at tisse i bukserne af grin over dette. Flere gjorde det, men hun var uden tvivl den bedste.

Trods det noget specielle tilløb gik den polske atlet lige præcis glip af en medalje: Hun landede på en fjerdeplads i syvkamp, mens det var amerikanske Anna Hall, der løb med bronze.

Sponsoreret indhold