Viralt11. juni 2024

Skrækkelige billeder: Tyr sårer fire personer under rodeoshow

Lørdag aften var der dømt rodeoshow i den amerikanske delstat Oregon – her endte tyren med at springe ud på tilskuerpladserne, hvor fire personer kom til skade
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
En tyr sprang under et show i Oregon, USA ud til tilskuerne.
 Video: Privat

LÆS OGSÅ: 71-årig mand anholdt: Stjal 2800 bokse med sjælden Lego

Fire personer endte lørdag deres aften på et hospital, efter de var blevet angrebet af en tyr, som forinden ellers havde været til stor underholdning for flere tusind fremmødte mennesker.

Det endte dog med at gå grueligt galt under det såkaldte show, der blev afholdt i Oregon, USA, da tyren pludselig valgte at springe ud til de mange tilskuere.

Det skriver flere amerikanske medier, deriblandt NBC News.

Situationens alvor gik straks op for de mange tilstedeværende, og politi og ambulancer blev straks kaldt til stedet.

Videoer på de sociale medier viser, hvordan folk løber fra tyren i panik.

Politiet udtalte efter den voldsomme episode, at tre personer var blevet hastet til hospitalet med ambulance, mens den sidste blev kørt dertil i sheriffens bil.

I alt fem personer kom til skade i forbindelse med tyrens udflugt uden for hegnet – to af dem blev ramt af det tonstunge dyr.

Flere kvinder har angiveligt fået alvorlige skader i ansigtet, såsom en brækket næse, mens den ene mandsperson brækkede sit kraveben i forbindelse med sammenstødet med tyren.

Arrangørerne af det fem dage lange "Sisters Rodeo" har efterfølgende udtalt, at alle personer igen er blevet udskrevet fra hospitalet.

– Vi er meget taknemmelige over for den professionelle måde, der blev reageret af vores ansatte. De gjorde, at situationen ikke udviklede sig yderligere, lyder det i en meddelelse fra arrangørerne.

Hele 5500 personer var mødt op til lørdagens totalt udsolgte show, der løber over fem dage – og som fortsatte søndag.

Tyren, som hedder Party Bus, konkurrerede forud for episoden, hvor den sikrede sig en tredje plads – den blev efterfølgende udelukket fra fremtidige rodeoshows.

Party Bus kom ifølge arrangørerne ikke til skade.

Sponsoreret indhold