Se billedet: Endnu en giraf uden pletter spottet

Det er ikke mange måneder siden, at en lille giraf uden pletter kom til verden i en zoologisk have i Tennessee.
Og nu er det så sket igen!
Forleden blev endnu en babygiraf uden pletter således spottet – denne gang dog ikke i en zoologisk have.
I stedet hopper den pletløse girafunge rundt i det fri i Namibia i det sydvestlige Afrika.

Det er foreningen Giraffe Conservation (link fjernet), der har delt billederne af den særprægede giraf. Foreningen oplyser, at det er første gang, at der er blevet registreret en giraf uden pletter i Afrika.
De fine pletter, som giraffer normalt er udstyret med, tjener som en form for camouflage i den vilde natur.
Alligevel forventer Giraffe Conservation, at den lille uden pletter nok også skal klare sig - heldigvis.
Desværre oplyser foreningen i samme ombæring, at det desværre står skidt til med antallet af giraffer i Afrika. Dyrearten er således truet på grund af krybskytteri og fordi dens leveområder bliver ødelagt.