Viralt11. juni 2024

Så er den gal igen: Haj fundet på cykelsti

Endnu engang er en død haj blevet fundet på en asfaltvej – denne gang på Læsø

Først var det Rindum. Så var det Thisted. Så var det Thyborøn. Og nu er turen så kommet til Læsø.

Tirsdag morgen fandt en overrasket borger således en død haj, der lå smidt i vejen.

Det skriver TV2 Nord.

Hajen lå smidt på en cykelsti på Østerbyvejen nær en rasteplads.

Læsøs landbetjent Peter Mortensen var hurtigt på stedet og kunne ved selvsyn konstatere, at der rigtig nok lå en død haj på vejen:

- Jeg står lige ved siden af hajen, udbrød landbetjenten, da TV2 Nord ringede ham op tirsdag morgen.

Landbetjenten formoder, at der er tale om en pighaj, som formentlig er blevet smidt, fordi en fisker synes, at det kunne være sjovt.

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at det er en joke. Det bliver ikke en stor kriminalsag. Det havde været noget andet, hvis der var tale om et fredet dyr, siger landbetjenten videre til mediet.

Han har nu smidt hajen i en skraldespand og vil undersøge, hvordan den herefter skal kasseres.

Sponsoreret indhold