Mia Maja måtte forlade sin søn efter otte dage

For to et halvt år siden, fødte Mia Maja Manstrup en velskabt dreng. Ved siden af stod hendes mand, Nikos, der elskede hende, og som længe havde ønsket at blive far. Sammen havde de lige købt drømmehuset med børneværelser og store vinduer med udsigt til natur. Og lige der på fødestuen havde de den direkte udsigt til det lykkelige liv.

– Jeg følte en kæmpe kærlighed til mit barn med det samme. Det var min unge. Ikke bare en baby. Jeg havde virkelig fornemmelsen af: ”Jamen det er jo det her, der er lykke.” Jeg troede, at jeg kendte lykke før. Men det her var noget andet. Livet kunne ikke blive bedre.

Fra lykke til mareridt på få dage

En uge efter lå Mia Maja alene i sit soveværelse og udstødte et skrig, som en pude i munden ikke kunne dæmpe. Og otte dage efter fødslen lå hun på psykiatrisk akutmodtagelse og sprøjtede brystmælk direkte ud på gulvet. Afskåret fra sin baby og sin mand, som sad tilbage i det drømmehus, de kun nåede at tilbringe et døgn i sammen som familie. På psykiatrisk afdeling talte Mia Maja til en edderkop på væggen. Det var kærlige ord. Og hun kaldte edderkoppen det samme kælenavn, som hun havde givet sin søn.

Livet gik ikke som i barselsbøgerne

Mia Maja har en skøn stemme. Så skøn, at hun har sunget med rockbandet Volbeat, og så skøn, at hun lever af den. Selv når hun er tavs. Mia Maja er nemlig også tegnsprogstolk, så måske har du set hende, når hun simultan-oversætter alt fra debatter til koncerter. Men nu har hun brugt sin stemme til at fortælle en historie, som er alt andet end skøn. Den handler om hendes første tid som mor. En tid, som på ingen måde gik som i barselsbøgerne. Derfor har Mia Maja skrevet sin egen bog ”En sindssygt god mor.”

Hjernen stak af første nat som mor

Det er umuligt at sige kort, hvorfor det gik så galt, da alting lige var så perfekt på fødestuen. Men Mia Maja kan pege på nøjagtig det øjeblik, da snebolden blev formet. Den snebold, som i de næste dage skulle rulle videre og tage en ufattelig fart og til sidst gøre Mia Maja til et menneske, som hendes mand kiggede på med bange øjne.

– Det begyndte, da vi kom op på barselsgangen efter fødslen omkring midnat. Her fik jeg at vide, at jeg ikke måtte sove med mit barn. Han skulle sove i en vugge, så jeg ikke kom til at lægge mig på ham, eller han rullede ud. Jeg ved ikke, hvorfor det kom bag på mig. Men det gjorde det. Jeg havde jo lige haft ham i maven, og nu skulle han ligge et andet sted, hvor jeg ikke kunne passe på ham.

De fleste nybagte mødre får nok en lignende besked. Men for Mia Maja blev det det første lille stenslag i sindet. Sprækken, som skulle sprede sig og få det hele til at eksplodere.

– Min hjerne begyndte at stikke af den nat. Jeg havde lige oplevet ægte lykke for første gang. Den måtte ikke forsvinde. Så alt var på spil, og jeg tænkte: Er der ikke også noget, der hedder vuggedød? Hvad nu hvis jeg falder i søvn, og han er død, når jeg vågner? Jeg vidste selvfølgelig godt, at jeg skulle sove, for jeg havde været vågen i 48 timer på grund af fødslen. Men jeg kunne ikke finde ro. Det hjalp ikke, at jeg sagde til mig selv, at det var usandsynligt, at han døde. For der er så meget, der er usandsynligt, men som sker alligevel. Det havde jeg prøvet mange gange i mit liv på godt og ondt. Det var også usandsynligt, at sådan en helt almindelig pige som mig skulle blive spottet og synge i Volbeat, siger 34-årige Mia Maja, som til sidst opgav at finde ro og i stedet løftede sit barn op.

Uroen voksede på barselsgangen

Da personalet næste dag hørte, at den nybagte mor stadig ikke havde sovet, ordinerede de ro og bad hende ligge stille i sengen, mens far tog sig af baby. Men der var ingen ro inde i Mia Maja. Uroen blev bare værre de næste dage, og det gjorde udfordringerne på barselsgangen også. Amningen fungerede ikke, drengens tungebånd var for stramt, og midt i det hele skulle familien flytte fra deres gamle lejlighed ind i det nye hus, hvilket betød, at Nikos måtte forlade hospitalet for at pakke flyttekasser. Det var måske ikke kæmpe udfordringer, hvis man så dem enkeltvis. Men sammenlagt var de uoverskuelige. Især når man lagde Mia Majas sind ind i regnestykket. Hun har nemlig altid båret på en ængstelighed for, at der skulle ske noget med hendes nærmeste. Det var den knap, der var blevet skruet op for fuld styrke, og når hun i sine meste desperate stunder ringede efter hjælp, måtte hun vente længe.

– Medierne skrev på det tidspunkt om travlhed på barselsgangene, så jeg vidste godt, at der var pres på personalet. Jeg holder heller ikke nogen personligt ansvarlig. Det var en kombination af mange ting.

Skør af søvnløshed: Rappede i stedet for at tænke

De mange ting holdt Mia Maja vågen. I ti dage sov hun stort set ikke, og til sidst googlede hun, hvor længe man kunne klare sig uden søvn uden at dø.

Sammen med sit barn kunne hun alt. Med ham i armene kom der en uforklarlig styrke. Men inde i hendes hoved var der nærmest ikke mere tilbage. Og da hjernen var tom, skete der noget uforklarligt.

– På dag syv uden søvn kunne jeg ikke samle tankerne mere, så jeg begyndte at snakke til mig selv for at høre, hvad jeg tænkte. Men det var stadig mudret. Så jeg begyndte at sætte ordene på et beat. Min hjerne lavede altså freestyle rap. Det var så tosset. Men lige der kunne jeg virkelig rappe.

Kunne ikke mærke sin krop

Mia Maja kunne i det hele taget ting, hun ikke plejede i de dage på barselsgangen.

– Fordi min krop ikke fik hvile, begyndte den at udsende stoffer, så jeg pludselig kunne køre videre uden at føle mig træt. Jeg drønede rundt i et tempo, som jeg aldrig havde gjort før.

Tempo kan være godt, men Mia Maja havde brug for ro. Det forventede hun at få, når sønnen begyndte at spise nok, og de kunne blive udskrevet og tage hjem. Da det skete efter en uge, mærkede hun da også et strejf af lykke, da hun kom hjem i det nye hus, som Nikos og hendes mor havde indrettet under hendes indlæggelse.

Ramt af psykose

Men et hjem med en dejlig have kan bare ikke helbrede en, der er ramt af en fødselspsykose. Og det var Mia Maja. Det vidste hun ikke, da hun indtog sit nye hus og prøvede at finde ro. Men hun kunne godt mærke, at noget voldsomt var på vej. Ligesom hun kunne mærke, at Nikos pludselig holdt afstand.

Min mand kiggede på mig som en fremmed

– Han var afvisende og ville ikke rigtigt tale med mig eller kramme mig. Han kiggede heller ikke ret meget på mig, og når han gjorde, var det tydeligt, at jeg var som en fremmed for ham. Han så bange ud, husker Mia Maja, som i den grad trængte til kram og varme øjne.

I dag forstår hun hans reaktion. Dengang vidste han ikke, at hans kone havde fået en fødselspsykose. Han kunne bare se et menneske, som var utilregneligt og manisk. Det ene øjeblik bad hun ham om noget. Det næste øjeblik ændrede hun mening og bad om noget andet. Samtidig var han selv tyndslidt af at blive far, mens han skulle flytte familien fra et hjem til et andet, og nu frygtede han, at Mia Maja havde forvandlet sig til en anden, fordi hun var blevet mor. Og at det var den version, han skulle leve med resten af sit liv.

Et primalskrig fra det inderste

Selv tænkte Mia Maja ikke så langt. For hende handlede det om at overleve time for time. Om at få søvn. Det håbede hun at få, da Nikos overtog sønnen nedenunder, så hun kunne gå alene op i soveværelset. Men søvnen kom ikke. Tværtimod.

– Min tanker begyndte at køre med 1.700 kilometer i timen med alt det, vi havde været igennem. Pludselig blev jeg så vred og ulykkelig, at det var, som om der sprang en bombe. Jeg skreg. Et primalskrig fra det inderste. Min krop lavede selv lydene, og jeg havde aldrig hørt noget lignende.

Mia Maja holdt godt nok en pude mod munden. Men skrigene havde været så voldsomme, at Nikos igen kiggede på hende med store, bange øjne, da hun kom ned for at sikre sig, at hendes skrig ikke kunne høres i underetagen.

– Selvfølgelig kan man høre det, sagde han forfærdet, hvorefter Mia Maja fandt kræfter til at holde skriget inde af hensyn til sin søn.

”Mor skal indlægges”

Men hun kunne snart ikke mere. Det mærkede hun tydeligt. Det gjorde den lokale sundhedsplejerske heldigvis også, da hun trådte ind i huset næste dag. Hun kiggede på Mia Maja, og hørte hende rappe. Hendes konklusion var klar: ”Mor skal indlægges.”

Samme dag stod Mia Maja på psykiatrisk afdeling og tog afsked med sit barn, som skulle med far hjem. Mia Maja skulle blive tilbage.

– Det var modbydeligt at skulle gå fra ham. Samtidig vidste jeg, at det var nødvendigt.

Reaktionen kom samme aften. Da Mia Maja lå i sengen, fik hun fik øje på en edderkop på væggen. Først ville hun fjerne den med en serviet. Men det var umuligt. Fysisk havde hun ikke kræfter til at løfte servietten. Så hun gav op. Og begyndte i stedet at tale med edderkoppen.

Følte kærlighed til en edderkop

– Pludselig mærkede jeg en euforisk kærlighed til den edderkop. Mit system reagerede med samme følelser, som jeg havde haft til min baby. Jeg kaldte den også Squirmy, som jeg havde kaldt mit barn, siger Mia Maja, som efter lidt kærlig snak til edderkoppen indså, hvor galt det var fat.

Så begyndte hun at skrige. Men ligesom på barselsgangen, kom der ingen, og hun måtte kæmpe sig ud på gangen for at finde hjælp.

Et halvt år i tåge

Da personalet kom for at fjerne edderkoppen, kunne hun igen mærke kærligheden til det lille dyr. Og hun styrtede panisk rundt for at redde den.

– Jeg var så bange for, at jeg ville komme til at lægge mig på den. Eller træde på den. Den var jo min baby.

Til sidst stoppede jagten på edderkoppen, og Mia Maja fik noget beroligende. Men hendes kamp for at blive sig selv fortsatte længe endnu.

Hun var indlagt i tre uger. Og det første halve år som mor har hun kun tågede erindringer af på grund af sin tilstand og den stærke medicin.

Kærligheden til sin søn fik hende til at kæmpe

Tågen er for længst lettet. Selv føler hun, at hun kæmpede sig igennem det svære forløb takket være sin kærlighed til sønnen og sit brændende ønske om at komme hjem til ham.

I dag har Mia Maja det godt.

– Kærligheden mellem Nikos og mig er den samme som før, og vi har en dejlig dreng, som er så glad. En rigtig lille verdensmand. Han har ikke lidt nød, fordi der altid har været kærlige voksne omkring ham. Min svigermor kom fra Grækenland et døgn efter, jeg var blevet indlagt, og hun boede hos os i flere måneder.

Det er vigtigt for Mia Maja at fortælle den lykkelige slutning på historien. Især af hensyn til dem, der kæmper i mørket lige nu. Livet kommer tilbage og kan blive eventyrligt på den anden side af en efterfødselsreaktion.

Livet leves tydeligvis også hjemme hos Mia Maja, hvor køkkengulvet er fuldt af legetøj i glade pangfarver, og hvor der er grå havregrødsklatter hist og her efter en travl morgen. Hun undskylder hverken for havregrøden eller plastikbussen. For hun ved, hvad der er vigtigt at bruge sin tid og stemme på.

Nu bruger hun stemmen i sin bog ”En sindssygt god mor.” Hun gør det blandt andet for at pege på de mangler i sundhedssystemet, som hun føler, hun mærkede, da hun havde brug for hjælp. Og hun gør det i håb om, at bogen kan lette livet for andre, der har en svær start på livet som mor.

En sejr at hjælpe andre

– Jeg følte, at jeg nærmest var den eneste i verden, der havde det sådan. Det var ensomt, at jeg ikke kunne læse om andre mødre som mig. Der var historier i medierne om fødselspsykoser, men kun, når det var endt forfærdeligt med drab eller selvmord. Men hvad med os, der ikke kom helt derud? Det var jo stadig voldsomt. Så min bog er en håndsrækning til andre, der også kæmper, og som ikke skal føle sig alene. Heldigvis rammer fødselspsykoser kun få. Men mange kommer skævt fra start og oplever svære følelser. Dem skal man have hjælp til af mennesker. Man skal ikke bare bedøves med piller. Jeg håber, jeg kan være sådan et menneske for andre og give det, jeg selv manglede. Det vil være en sejr i sig selv.

I podcasten “Min kærlighedshistorie” fortæller Mia Maja Manstrup om den store kærlighed, da hun fødte sin søn. Og alt det ulykkelige, der fulgte med. Du kan lytte til podcasten herunder.