Viralt20. november 2022

Mand fandt Haribos mistede millioncheck: Fik fesen findeløn

En årvågen tysker fandt en millioncheck udstedt til Haribo på gaden, men takken fra slikgiganten var noget nærig
Det var langt fra en sukkersød oplevelse, en tysk mand havde med slikgiganten Haribo. nbsp;
Det var langt fra en sukkersød oplevelse, en tysk mand havde med slikgiganten Haribo.
 Foto: Ina Fassbender/AFP/Ritzau Scanpix

Hvad ville du gøre, hvis du fandt en check på næsten 35 mio. kr.?

En tysk mand gjorde netop dét – og endte med seks poser slik.

Men først skal vi tilbage til en togstation i Tyskland, hvor en mand, der ifølge Metro er oplyst med navnet Anouar G, ventede på perronen efter at have besøgt sin mor.

Den 38-årige mand fra Frankfurt fik pludselig øje på en lap papir, der lå og flød på perronen. Det lille stykke papir viste sig at være en check, hvorpå der var skrevet et gigantisk beløb.

Hele 4.631.538,80 euro stod der skrevet på – svarende til 34.448.823,86 mio. kr.

– Det var så stor en sum, at jeg ikke engang kunne udtale det, har manden udtalt til et lokalmedie ifølge Metro.

Det viste sig at være supermarkedskæden Rewe, der havde udstedt den gigantiske check til Haribo, og af ukendte årsager endte den på perronen.

Anouar tog kontakt til Haribo, og en af slikfirmaets advokater tog efterfølgende kontakt til ham.

Anouar fik angiveligt at vide, at han skulle destruere checken og sende et foto som bevis for, at checken nu var ødelagt.

Den 38-årige tysker gjorde, som han fik besked på, og få dage senere modtog han en pakke fra Haribo.

Skuffelsen var dog stor, da han åbnede kassen: For der lå seks poser Haribo-slik som tak for, at han havde reddet dem fra millionfadæsen.

– Jeg synes, det var lidt nærigt, konkluderer en skuffet Anouar.

Haribo oplyser til lokalmediet, at de ikke ser noget galt i den måde, de har håndteret sagen på:

– Da der var navn på checken, var der ikke andre end vores firma, der kunne indkassere den, lyder det fra en talsperson, der afslutter:

– Det var en standardpakke, vi sendte til ham som tak.

Sponsoreret indhold