Kira Cousins' vanvittige løgn går verden rundt: - Derfor gjorde jeg det

LÆS OGSÅ: Chokerer hele Skotland: Kira var slet ikke gravid!
Hun har både narret og fuppet sin familie, sine venner – og alle omkring sig – og nu forsøger skotske Kira Cousins så at sige undskyld.
I en række opslag, som hun delte på de sociale medier i sidste uge, forsøger den 22-årige kvinde fra Airdrie at komme med en form for forklaring på, hvorfor hun i ni måneder løj sig gravid.
Kira Cousins kan dog ikke helt komme med en fyldestklarende forklaring, indrømmer hun nu ifølge Daily Record.
- Jeg er så ked af det. Jeg var ikke gravid. Der var ingen baby. Det var opdigtet, og jeg gik for langt, fortæller Kira Cousins i sine opslag, som hun siden har slettet.

Flere britiske medier nåede dog at læse hendes undskyldning og kan derfor gengive, hvad den 22-årige løgner skrev:
- Jeg har ikke nogen ordentlig undskyld. Jeg var ikke et godt sted mental, men det retfærdiggør ikke, hvad jeg har gjort. Jeg ved, at dette vil hænge på mig i lang tid, og at jeg nok har mistet nogle venner, som jeg aldrig får tilbage, lød nogle af ordene ifølge Daily Record i Kira Cousins undskyldning.
- Jeg prøver at finde ud af, hvad der foregår inde i mig og får hjælp, for denne version af mig er ikke én, som jeg ønsker at være. Jeg ved, at jeg har ødelagt meget, og at et ”undskyld” ikke kan fikse noget. Men det er det eneste, jeg kan sige lige nu.

Sagen om den skotske kvinde sendte tidligere på måneden chokbølger gennem hele Skotland. Her kom det frem, at den 22-årige kvinde i ni måneder havde snydt alt og alle omkring sig – både ved at iføre sig en voksende ”babybule” og ved at fortælle om fiktive scanninger og lægebesøg.
Hun delte sågar billeder og videoer, der viste, hvordan hendes ”baby” lå og sparkede i hendes mave, ligesom hun løj, da hun fortalte, at lægerne havde fundet en hjertefejl hos hendes ufødte barn.
Alt imens modtog Kira Cousins masser af omsorg og dyre barselsgaver som barnevogn og babyudstyr.
Hele løgnen kulminerede tidligere på måneden, da Kira Cousins annoncerede, at hun havde født en velskabt datter ved navn Bonnie-Leigh, der vejede 2,38 kilo ved fødslen.

Hun delte sågar billeder af det lille nyfødte barn. Det har nu vist sig, at der naturligvis slet ikke var tale om et ægte barn. I stedet havde den unge kvinde indkøbt en såkaldt Reborn-dukke, som hun tog billeder af og sendte til dem omkring sig.
Kira Cousins formåede at narre selv barnets far og sin mor i de ni måneder, hun påstod, at hun var gravid – og det lykkedes hende også at overbevise familien om, at hun havde født en lille pige i den første tid.
Løgnen stoppede brat, da Kira Cousins chokerede mor for kort tid siden fandt dukken på Kira Cousins’ værelse.
På det tidspunkt skulle barnet have været seks dage gammel. Kira Cousins havde dog allerede fortalt barnets far, at barnet var dødt som følge af den opdigtede hjertelidelse.
Kira Cousins har nu indrømmet, at det hele var løgn. Imens fortæller en ven, at alle er dybt chokerede over sagen og løgnen:
- Alle troede på hende. Hun havde en gender reveal, hun delte billeder og fortalte endda, at barnet havde et hul i sit hjerte.
- Så fortalte hun mig, at barnet var blevet født. Vi var alle så lykkelige, fortæller vennen Neave McRobert ifølge Daily Record.
Vennen nåede endda at møde det ”nyfødte barn”, mens det lå i barnevognen.