Helt mis-fornøjet: Kat overlever 55 minutter i tændt vaskemaskine

En kat har som bekendt ni liv. Katten Pablo har dog kun otte.
Det ene liv blev nemlig brugt forleden, da den ni måneder gamle mis fra den australske guldkyst ved et uheld havnede i vaskemaskinen – og herefter blev slynget godt og grundig rundt i 55 minutter. Mi-AV!
Det skriver News.
Den uheldige mis havde tilsyneladende fundet sig godt til rette i vaskemaskinen for at nyde en lille lur. Desværre opdagede dens ejer ikke Pablo i maskinen, før vedkommende tændte for en 55 minutter lang vask.

Først da maskinen bippede og var færdig, gik det op for ejeren, hvad der var sket. Her var lille Pablo dog pjaskvåd – og i rigtig dårlig forfatning.
Den lille mis blev derfor hastet til det såkaldte SASH-hospital (Small Animal Specialist Hospital, red.), hvor dyrlægerne hurtigt kunne konstatere, at den ufrivillige maskinvask havde kostet lille Pablo både en skade i hovedet, ligesom den stakkels mis havde mistet et par tæer.
- Der er ikke mange, der har set katte, der har været igennem en maskinvask og har overlevet… det er nærved et mirakel, fortæller dyrlægen ifølge det australske medie News.
I dag er Pablo både ved godt mod - og tør igen!