Havde kun en flaske vin: Lilian overlever fem dage i den australske bush

En håndfuld snacks, lidt slik og en god flaske vin.
Det kan jo lyde som opskriften på en rigtig hyggelig aften, men for den australske kvinde Lilian Ip var beholdningen bestemt ikke optimal.
I fem dage var hun efterlyst, og i mellemtiden faret vild i det barske vildnis omkring den sydøstlige australske stat Victoria.
Mens sulten, desperationen og den barske natur langsomt var i gang med at overmande hende, måtte Lilian – der faktisk slet ikke drikker alkohol – indtage de få ting, hun nu engang havde.
Og således lykkedes det hende altså at overleve på en enkelt flaske vin, lidt slik og nogle få snacks i løbet af de fem dage. Vinen havde hun medbragt, da hun planlagde at forære den i en gave.
Det skriver flere medier, herunder BBC.
Se den rørende redningsaktion, hvor den lettede vindrikkende kvinde bliver fundet:
Vand og cigaretter
Lilian Ip, 48, tog søndag af sted på det, der egentlig blot skulle have været en kort tur. Hun tog dog undervejs et sving, og endte i en blindgyde dybt inde i den australske bush, hvor hendes bil sad fast i det mudrede underlag. Uden mobildækning, vand, ly eller mad.
Først efter fem nætter – om fredagen – blev hun fundet af det ihærdige lokale politi. De havde fra luften spottet hendes bil for enden af en vej ved bushen i Mitta Mitta, som almindeligvis ikke er særlig farbar.
Og det var en lettet kvinde, som de endelig lokaliserede.
– Den første tanke, der ramte mig, var: ”vand og cigaretter!” fortæller den 48-årige kvinde til det australske medie 9News.
– Gudskelov for, at politikvinden havde en cigaret.

En gave til mor
Lilian fortæller videre, at hun efter de mange dage alene – mens vinen og de søde sager slap op - var begyndt at miste håbet.
Hun begyndte derfor at nedfælde et brev til familien.
– Jeg troede, jeg skulle dø. Hele min krop begyndte at lukke ned om fredagen, fortæller hun.
Kvinden blev fundet omkring 60 kilometer fra den nærmeste by, og på grund af gangbesvær havde hun ikke kunne bevæge sig særligt langt væk fra den bil, som hun i første omgang havde kørt fast i mudderet.
– Den eneste væske, som Lilian ikke drikker – vin – havde hun på sig. Hun havde købt den som gave til sin mor, og det var den, der endte med at få hende gennem dagene, fortæller politibetjenten Martin Torpey, der dog desværre ikke præciserer, hvilken vin - om det var Bourgogne eller Chablis - der endte med at være Lilians redning.
– Hun var fornuftig, da hun besluttet ikke at bevæge sig for langt væk fra sin bil for at gå videre ud i bushen. På den måde var det nemmere for os at finde hende.
Den 48-årige Lilian blev efter redningen bragt til hospitalet, da hun måtte observeres for dehydrering, men hun er siden vendt tilbage til sit hjem i Melbourne.
Selvom hendes mor aldrig modtog vingaven fra Lilian, mon ikke hun så alligevel er ovenud taknemmelig for, at hendes bønner blev hørt, og hendes forsvundne datter kom hjem igen?
I marts lykkedes det to amerikanske kvinder at overleve på - ganske vist ikke vin - men en ganske lille mængde sodavand, da de sneede inde i en Jeep og var meldt savnet også i fem dage.