Viralt26. marts 2024 (opd. 26. marts 2024)

Gigantisk krokodille indfanget efter at have spist kyllinger

Efter næsten en måneds forsøg har myndighederne i Queensland fanget en farlig 4,3 meter lang krokodille. Dyret, der har spist naboens kyllinger og truet mennesker på livet, er nu i sikre hænder

En 4,3 meter lang krokodille er blevet indfanget af myndighederne i den australske delstat Queensland. Myndighederne havde forsøgt at fange krokodillen i næsten en måned.

Det oplyser Queenslands miljøministerium tirsdag.

Krokodillen, der blev fanget i Herbert River, var blevet stemplet som farlig, da den havde ligget på en privat ejendom og forfulgt kæledyr og husdyr på ejendommen.

Lawrence Perticato, hvis ejendom ligger ud til Herbert River, siger til det australske medie ABC, at han havde lagt mærke til en "dramatisk" forandring i krokodillens opførsel.

Den var begyndt at være aggressiv over for ham, mens han slog græs, mens den også havde spist tre af naboens kyllinger.

Derfor valgte han at melde saltvandskrokodillen til myndighederne.

- Jeg har boet ved floden hele mit liv, og jeg er blevet vant til krokodiller, og jeg ved, hvornår der er en farlig en.

I udtalelsen takker ministeriet Perticato for at have givet adgang til den del af flodbredden, der er på hans ejendom, så krokodillen kunne blive indfanget.

En anden krokodille med en længde på tre meter er også blevet indfanget fra Ross River, fordi den udgjorde en trussel mod offentligheden.

Krokodillen i Herbert River blev fanget i en fælde på flodbredden.

De to krokodiller skal nu placeres på krokodillefarme eller i zoologiske haver.

Dog skal man ikke tro, at de to floder er sikre, efter at krokodillerne er blevet fjernet.

- Townsville-regionen er krokodilleland, og folk skal træffe fornuftige valg omkring vandet og ikke være arrogante, siger Tony Frisby, der er miljøministeriets ansvarlige for vilde dyr, i udtalelsen.

Der findes mellem 20.000 og 30.000 saltvandskrokodiller i den australske delstat Queensland.

Sponsoreret indhold