Duer forsøgte sig som blinde passagerer på flyrejse
Det er usædvanligt, at der flyver fugle rundt i kabinen på store passagerfly, men det var lige, hvad der skete forleden i USA.
Da skulle selskabet Deltas flyvning 2348 afsted fra Minnesota med kurs mod Wisconsin.
Da maskinen var pakket med bagage og passagerer og kørte ud mod startbanen, fløj der pludselig en due igennem passagerkabinen, skriver UPI.
Afgangen blev forsinket, mens flyet vendte tilbage til terminalen. Her kom jordpersonel ombord og fangede duen.
Så trillede Flight 2348 igen mod startbanen, men endnu en due dukkede op i kabinen. En passager var lige ved at fange den med sin jakke, men duen var for kvik.
Flyet måtte tilbage til terminalen.
Også denne gang fangede jordpersonale duen, der ligesom den første due blev sluppet fri igen.
Flypersonalet bad nu alle passagerer om at se efter flere duer. Der blev meldt fri bane, og tredje gang var lykkens gang for Flight 2348.