Viralt15. september 2022

Danmark skal "med til Mars": Søger efter liv i rummet

Teknologisk Institut skal nu levere software til Nasas internationale rummission, som skal finde liv på Mars
Tror du, at der er liv andre steder i rummet?
Tror du, at der er liv andre steder i rummet?
 Foto: Nasa/Reuters/Ritzau Scanpix

Danmark er blevet udvalgt til at levere robotteknologi til den amerikanske rumfartsorganisation, Nasa, og den europæiske rumfartsorganisation, Esa, der skal finde beviser på liv på Mars. Det skriver Teknologisk Institut i en pressemeddelelse.

På en international rummission skal instituttet i Odense levere software til en robotarm. Den skal samle jord- og klippeprøver op og lægge dem i en returraket, der vender tilbage til Jorden inden 2030.

- Vi er rigtig glade og rigtig opmærksomme på, at der nu ligger en stor og ret betydningsfuld opgave foran os, så vi er glade og koncentrerede på samme tid, siger Troels Oliver Vilms Pedersen, der er programchef på Teknologisk Institut.

Det har stor betydning for Danmarks rolle på det kommercielle rummarked, som vil vokse meget i de kommende år.

- Det er en bekræftelse af, at den robotklynge, som har været fremvoksende i Danmark de sidste 30 år, har fået en tyngde.

- Det gør, at man kan levere opgaver, som er relativt komplicerede og svære at levere, siger han.

Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) fortæller i pressemeddelelsen, at udvælgelsen har "kæmpe betydning".

- Dansk udviklet robotteknologi vil i fremtiden bevæge sig rundt i rødt Mars-støv. Det gør mig stolt, siger han.

Han ser med udvælgelsen store muligheder for fremtiden.

- Det er med til at bygge bro mellem dansk robotforskning og verdenseliten inden for rumfart, siger Jesper Petersen.

Et specialdesignet køretøj fra Nasa kaldet Perseverance er lige nu i gang med at samle prøverne på Mars, hvor det landede i 2020 - 57 millioner kilometer fra Jorden. Det svarer til at rejse rundt om Jorden cirka 1400 gange.

Det er endnu ikke afklaret, hvornår raketten bliver sendt afsted, men Troels Oliver Vilms Pedersen fortæller, at tidshorisonten er omkring ti år.

Sponsoreret indhold