Annonce
NyhederI går (opd. I går)

Vinterkaos lammer flytrafikken: Hundredvis af afgange er aflyst

Schiphol Lufthavn i Amsterdam er hårdest ramt af vintervejrets konsekvenser med 700 aflysninger onsdag
Af: Ritzau
Den var gal allerede tirsdag. Og i dag er det blevet endnu værre.
Den var gal allerede tirsdag. Og i dag er det blevet endnu værre.
 Foto: Piroschka Van De Wouw/Reuters/Ritzau Scanpix
Annonce

Vintervejret fortsætter onsdag med at skabe problemer for flytrafikken, hvor to af Europas største lufthavne har aflyst samlet hundredvis af afgange.

Lufthavnen Schiphol i den hollandske hovedstad, Amsterdam, har aflyst 700 flyafgange. Det skriver lufthavnen på sin hjemmeside.

Samtidig er der blevet aflyst 100 flyafgange i Charles de Gaulle Lufthavn og 40 flyafgange i Orly Lufthavn i den franske hovedstad, Paris, skriver nyhedsbureauet AFP.

Bruxelles Lufthavn i Belgien forventer forsinkelser onsdag som følge af vejrforholdene. Her er dog ingen meldinger om aflyste fly.

- På grund af afisning af fly og rydning af is og sne på landingsbanerne under snevejret forventer vi forsinkelser hele dagen, skriver lufthavnen på sin hjemmeside.

Annonce

Både i Holland, Frankrig og Belgien er det snevejr, der gør det svært at få alle fly på vingerne. Desuden er der kraftig vind i Amsterdam.

Schiphol har i flere dage været ramt af aflysninger på grund af snevejr, og tirsdag blev flere end 400 flyafgange aflyst.

Natten til onsdag har flere end 1000 strandede passagerer overnattet i den hollandske lufthavn.

Annonce

Lufthavnen har stillet feltsenge til rådighed og har tilbudt morgenmad til de passagerer, som har været tvunget til at tilbringe natten i Schiphol.

Antallet af aflysninger forventes at stige, som dagen skrider frem.

Det statslige hollandske meteorologiske institut, KNMI, har udsendt en advarsel om snevejr og kraftig vind i hele Holland onsdag undtagen et enkelt område i den nordvestlige del af landet ud til Nordsøen.

Annonce

I Frankrig advarer landets meteorologiske institut, Meteo France, om kraftigt snefald og risiko for glatte veje i 38 af det franske fastlands 96 kommuner.

Som følge af glatte veje er alle offentlige buslinjer blevet aflyst i Paris og områderne omkring hovedstaden. Paris' metro kører til gengæld stadig onsdag.

Annonce

Sponsoreret indhold